Læsernes historier

Er det flovt at have diabetes?

Udgivet for første gang: 12.11.21
Magnus Aulstad
Skrevet af: Magnus Aulstad

Jeg hedder Magnus, er født i 1995 og kommer fra Lillehammer, hvor jeg også er bosat. Jeg fik type 1-diabetes som 16-årig, mens jeg boede alene på et værelse langt hjemmefra. Ud over at være lærerstuderende er jeg lidenskabeligt optaget af træning og bruger meget tid på det.

Diabetes er en sygdom, man ikke kan gøre for. Uanset hvilken type diabetes man har, skal man ikke være flov over sygdommen.

Alligevel er jeg nogle gange lidt flov over at skulle forklare udenforstående, at jeg har diabetes. Især dem, der har meget lidt viden om, hvad det faktisk betyder at leve med sådan en kronisk sygdom. Af og til har jeg endda helt undladt at fortælle folk, at jeg har diabetes. Det er uhensigtsmæssigt i betragtning af, at det kan skabe potentielt farlige situationer med hensyn til reguleringen af blodsukkeret.

I dette indlæg vil jeg fortælle, hvorfor jeg synes, at det kan være både flovt og særligt belastende at fortælle folk, at jeg har diabetes.

De fleste kender nogen, der har diabetes

Først og fremmest oplever jeg, at langt de fleste af de mennesker, jeg taler med – unge som gamle – har et eller andet forhold til diabetes. Jeg har vist aldrig mødt et menneske, der ikke engang havde hørt om sygdommen. Det virker, som om alle kender nogen, der er berørt af et menneske, der har en af de typer diabetes, der findes.

Alligevel er der utroligt meget uvidenhed blandt folk. Nogle gange bliver jeg overrasket over, hvor lidt viden de har. Måske kan man ikke forvente andet. Selv vidste jeg meget lidt om, hvad det vil sige at have diabetes, før jeg fik sygdommen påvist som 16-årig. Når man derudover tænker på den udvikling, der stadig sker, når det gælder egenbehandling og bedre hjælpemidler, har jeg forståelse for, at det kan være svært at følge, hvis man ikke til daglig er i kontakt med nogen, der har diabetes.

LÆS OGSÅ: Sådan bruger du glukagon – en tjekliste til pårørende

En “madsygdom“

Mine forældre kan fortælle mig om mennesker, de voksede med, som måtte ind på sygehuset for at få målt deres blodsukker. Det er kun en lille generation siden. Dengang var diabetes i langt højere grad en sygdom, der skulle reguleres via en speciel diæt, hvorimod man nu har adgang til både ubegrænsede blodsukkermålinger og forskellige typer insulin. Jeg tror egentlig, at den forrige generations stigmatisering af diabetes som en “madsygdom” stadig hænger ved. Det synes jeg indimellem kan være anstrengende at forholde sig til.

Denne uvidenhed og manglende indsigt i, hvad sygdommen er, og hvordan behandlingen har udviklet sig i de senere år, gør, at jeg kvier mig ved at fortælle, at jeg har diabetes. Jeg bliver stort set uden undtagelse mødt med spørgsmål, der går på, om jeg har spist for meget sukker, om jeg var overvægtig, da jeg fik sygdommen, eller hvorfor jeg ikke bare spiser mig selv rask eller holder op med at spise kulhydrater. Gid det var så nemt!

LÆS OGSÅ: Åh nej… Ikke føling i dag!

Den “medfødte variant”

De mennesker, der stiller disse spørgsmål, er også ofte meget vanskelige at overbevise. De har på mange måder besluttet, at diabetes udelukkende handler om, hvordan jeg tidligere levede. Ganske vist spørger de altid om, hvilken type diabetes jeg har. Jeg synes, at det er nemmest at svare, at jeg har den “medfødte variant”, selvom jeg ikke fik den før sent i ungdomsårene. Jeg forsøger at forklare, at jeg gradvist blev dårligere, men at ingen ved præcis, hvad det skyldes.

Afhængigt af hvilke mennesketyper jeg forklarer det til, kan jeg blive mødt med en vis grad af forståelse for, at jeg ville have udviklet sygdommen, uanset hvad jeg gjorde i barndommen. Der er altså ikke noget, jeg kunne have gjort anderledes. Der er dog også dem, der tror, at der findes en kur mod alle typer diabetes.

Et par sjove eksempler

De, der tror, at jeg kan spise mig rask, gøre noget anderledes eller leve uden at måle blodsukker og tage insulin, er som regel midaldrende eller oppe årene. Jeg har et par sjove eksempler, jeg gerne vil fortælle om her: I flere år arbejdede jeg i en helsekostforretning. Her mødte jeg mange forskellige folk i løbet af en dag, og nogle var lidt mere alternative end andre.

Jeg nævnte ofte min egen sygdom over for kunderne, ganske enkelt fordi det stadig væk faldt mig naturligt i forbindelse med samtaler om et aktuelt produkt, jeg skulle sælge. Et af de svar, der har brændt sig fast i hukommelsen, var en dame i midten af 50’erne, der sagde: “Det er bare unødvendigt at tro, at man har diabetes.”

LÆS OGSÅ: Er det muligt at blive udbrændt af diabetes?

“Tænk dig til et bedre blodsukker”

Først fik jeg klar besked om, at der findes en række diæter og specifikke kostplaner, der kan kurere sygdommen. Jeg svarede, at jeg har diabetes type 1, og at min krop er holdt op med at producere insulin. Derudover sagde jeg, at det var mærkeligt, at ingen læger eller diabetessygeplejersker, der jo er specialister på området, kender til disse kostplaner.

Det svar, jeg så fik, var, at jeg med min type diabetes bare kan tage kontrol over hjernen og tankerne og dermed tænke mig til et bedre blodsukker. Her forstod jeg, at der ikke var nogen grund til at indgå i en diskussion. Dette var bare endnu et forudindtaget menneske, som jeg ikke ville kunne overbevise om andet. Man kender typen og oplever endnu en gang at sidde tilbage som en sundhedsmæssig “sorteper”. Som om det hele er min skyld.

Spis frugt!

En anden gang mødte jeg en mand i omklædningsrummet i fitnesscenteret, da jeg var færdig med træningen. Jeg vil anslå, at han også var langt over 50 år. Han så, at jeg tog insulin og målte blodsukkeret, hvorefter han ivrigt kom hen og fortalte mig, at han kendte til en særlig type frugt, jeg kunne spise for at slippe af med sygdommen. Jeg prøvede at fortælle om, hvilken type diabetes jeg har, og at der endnu ikke er nogen, der har formået at spise sig rask. Hvorfor skulle lige netop denne frugt virke?

Den slags situationer gør mig af og til flov over at have diabetes. Jeg tager mit helbred meget alvorligt og finder det pinligt at blive anset for at være en, der har begået en række fejl gennem årene, og som derfor har fået en alvorlig livsstilssygdom. Jeg bliver træt af at skulle forsvare mig selv hele tiden. Det er noget, der gør, at jeg af og til synes, at det er nemmest bare ikke at nævne, at jeg har diabetes.

Jeg forestiller mig, at dette er endnu værre for de af jer, der har type 2-diabetes eller en af de andre varianter. Type 2-diabetes er endnu mere stigmatiseret for udelukkende at dreje sig om dårlig livsstil med masser af uheldige valg. Og det passer slet ikke. Også her skal man være genetisk anlagt for at udvikle sygdommen. Man behøver ikke nødvendigvis at leve “usundt”, selvom dette kan have en sammenhæng. Også her er der meget uvidenhed blandt folk, der tror, at det er så nemt at slippe for type 2-diabetes. Det handler ikke kun om at lægge sin livsstil om og tro, at man kan holde op med at tage sin medicin. Desuden slipper man vel heller ikke for sygdommen, men kan i bedste fald blive symptomfri. Det er en vigtig forskel.

Har du nogensinde oplevet lignende situationer med andres uvidenhed, og synes du, at det kan være flovt at sige, at du har diabetes?

LÆS OGSÅ: Brillerne fra helvede!

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.