Læsernes historier

Jeg flytter for mig selv!

Udgivet for første gang: 01.05.22
Kristi Herje Haga
Skrevet af: Kristi Herje Haga

Kristi har haft diabetes siden 2006. Hun er mor til to drenge - Oliver (født i 2004) og Martinus (født i 2009). Kristus skriver ofte om
hvordan motion og diæt påvirker hendes håndtering af diabetes positivt.

Siden jeg fik diabetes for over 15 år siden, har jeg altid boet sammen med nogen. I år skal jeg bo alene for første gang. Det er lidt skræmmende.

Da jeg blev diagnosticeret med diabetes i 2006, boede jeg sammen med faren til mine børn. Og jeg er glad for, at jeg boede sammen med nogen, da jeg fik diabetes og var utryg med hensyn til stort set alt, der havde med sygdommen at gøre. Jeg var meget ængstelig og bange for at være alene, særligt i betragtning af at jeg kunne få insulinføling. Var min mand ude at rejse, havde jeg en veninde boende hos mig.

Diabetes Type 2 nyhedsbrev

Efterhånden blev jeg mere tryg og var ikke bange for at være alene. Alligevel har det været sådan, at jeg ikke har boet alene, efter at jeg fik diabetes. Efter at jeg blev skilt, flyttede jeg sammen med min søster og hendes tre piger, og vi har boet sammen i snart otte år. Men til sommer skal vi sælge huset, og jeg skal købe en bolig til mig og mine drenge, som er hos mig hver anden uge. Gæt lige, om jeg er spændt!

Tanker

Jeg synes selv, at jeg har været “heldig” med min diabetes. Jeg har aldrig haft alvorlige episoder, hvor jeg ikke har kunnet tage vare på mig selv. Min største skræk er, at jeg skal få så kraftig insulinføling, at jeg bliver bevidstløs. Heldigvis er jeg sluppet for det. Alligevel ved jeg, at sygdommen kan ændre sig, og at der kan komme sværere tider. Jeg bliver ældre, og mange oplever ændringer i forbindelse med overgangsalderen. Men jeg skal ikke tage sorgerne på forskud. Jeg skal hellere tænke, at det nok skal gå.

LÆS OGSÅ: Mennesker med diabetes kan forbedre deres helbred gennem kosten

Børn

Mine børn bliver store. Den ene er 13, og den anden er snart 18 år. De bor hos mig hver anden uge og skal fortsætte med det, når vi flytter. Det kan være, at de på et tidspunkt ønsker en anden turnus end hver anden uge, og det skal de selv have lov til at bestemme. De har begge levet med min diabetes hele deres liv og har aldrig været særligt påvirket af det. Der er ikke meget “drama” omkring min diabetes, og sygdommen har fyldt meget lidt i børnenes liv. Men nu kommer de til at bo alene med mig, og jeg har tænkt mig at sige, at de skal være opmærksomme, hvis jeg for eksempel ikke står op om morgenen.

Beredskab

Heldigvis findes der bedre værktøjer nu, end da jeg fik diabetes i 2006. Nu har jeg en kontinuerlig blodsukkermåler og har mulighed for at dele mine målinger med andre. Det har jeg ikke gjort før, fordi det ikke har været nødvendigt. Nu kan situationen blive anderledes, og det er en tryghed at vide, at jeg KAN dele det, hvis jeg bliver utryg. Normalt mærker jeg på kroppen, om blodsukkeret bliver for lavt, som regel før alarmen bipper. Når det bliver for højt, mærker jeg det ikke lige så godt, men jeg har indstillet alarmen på lavt blodsukker, så jeg kan opfange stigningen, før den bliver for høj.

LÆS OGSÅ: Er du pårørende til en person med diabetes? Disse råd kan redde liv!

Bed om hjælp

Er der noget, jeg har lært i de sidste par år, så er det at bede om hjælp. Hvis jeg er bange og usikker, skal jeg ikke være bange for at bede om hjælp, hverken fra sundhedspersonale eller venner og familie. Jeg kender folk, jeg kan bo hos i ustabile perioder, og det skal jeg ikke være bange for at benytte mig af.

Jeg er sikker på, at denne nye fase i mit liv nok skal gå godt.

LÆS OGSÅ: Bedre søvn med et stabilt blodsukker

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.