Diabetes opskrifterMad

Hjemmelavet fiskegratin til hele familien

Udgivet for første gang: 23.10.22
Andrea Jensen Moth
Skrevet af: Andrea Jensen Moth

Andrea Jensen Moth er 27 år og har en bachelorgrad i samfundsernæring. Hun brænder for næringsrig og farverig mad, som gør både krop og sind glad. Andrea har tidligere arbejdet med udvikling af sunde og nærende færdigretter og mener, at sund mad skal være tilgængeligt og enkelt!

Kulhydrater per portion: 35 gram
Fibre per portion: 3,5 gram

Fiskegratin må være en af de bedste måder at tilberede fisk på, så hele familien glæder sig til en fiskemiddag. Med makaroni og et sprødt låg bliver det en klar vinder.

Du tror måske, at det er en lang proces at lave fiskegratin fra bunden, men den tager faktisk ikke mere end 15 minutter at forberede, hvorefter ovnen klarer resten. Prøv det selv!

Diabetes Type 2 nyhedsbrev

PRØV OGSÅ: Tærte med røget laks og grøntsager

Til 4 portioner skal du bruge:

600 gram torsk eller sej. Jeg har selv brugt optøet sej
4 dl letmælk
3 æg
50 gram hvedemel
1 tsk. salt
½ tsk. peber
¼ tsk. muskat
¼ tsk. hvidløgspulver
100 gram makaroni, fuldkorn
30 gram rasp eller tilsvarende
En lille håndfuld revet parmesan

Sådan gør du:

  1. Bring en gryde vand med rigeligt salt i kog. Når vandet koger, tilsættes optøet/frisk fisk. Lad fisken simre ved svag varme, indtil den er mør.
  2. Indstil ovnen til 200 grader, over- og undervarme.
  3. Kog makaronien, men hæld vandet fra, før den er gennemkogt. Makaronien steger færdig i ovnen.
  4. Giv 3 dl mælk et opkog i en gryde med salt, peber, revet muskatnød og hvidløgspulver. Pisk hvedemelet ud i sidste deciliter mælk (jævning), og hæld det i gryden, når mælk og krydderier har fået et hurtigt opkog. Lad gryden stå ved middel varme på kogepladen, og pisk, indtil saucen er blevet fyldig.
  5. Sluk for varmen, og pisk æggene i ét ad gangen. Tilsæt til slut makaronien.
  6. Fordel fisken (i stykker) i et ildfast fad. Hæld saucen med makaroni i fadet, og drys rasp og parmesan over, inden fadet sættes i ovnen.
  7. Bag gratinen i ca. 30 min midt i ovnen, og lad den gerne hvile i 10 min efter bagning, så den kan sætte sig inden servering.
  8. Serveres med smørdampede grøntsager – eller en frisk salat, hvis du foretrækker det.

PRØV OGSÅ: Ovnbagt ratatouille

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Diabetes Type 2 nyhedsbrev