Læsernes historier

Diabetes og migræne

Udgivet for første gang: 22.10.21 11:41
Magnus Aulstad
Skrevet af: Magnus Aulstad

Jeg hedder Magnus, er født i 1995 og kommer fra Lillehammer, hvor jeg også er bosat. Jeg fik type 1-diabetes som 16-åring, mens jeg boede alene på et værelse langt hjemmefra. Ud over at være lærerstuderende er jeg lidenskabeligt optaget af træning og bruger meget tid på det.

Da jeg var 11 år gammel, oplevede jeg for første gang det, jeg siden har valgt at kalde “verdens værste hverdagssmerte”, og som er kommet og gået lige siden. Jeg taler selvfølgelig om migræne.

Det er en intens og dunkende hovedpine, der gør så ondt, at man bare har lyst til at kaste op. Det eneste, der hjælper, er at lægge sig i et mørkt og køligt rum med en ispose på hovedet. Samtidig forsøger man at sluge noget smertestillende, selvom det sidste, man tænker på i en sådan situation, er at putte noget som helst i munden.

Hver eneste gang jeg har et migræneanfald, gør det så ondt, at jeg har lyst til at græde, hyle og banke hovedet ind i væggen. Desværre kan jeg ikke styre, hvornår disse anfald kommer, og der er aldrig noget godt tidspunkt til at ligge på langs med migræne.  I dette indlæg vil jeg reflektere over, om der er en mulig sammenhæng mellem diabetes og migræne ud fra de erfaringer, jeg har gjort mig med både den kroniske sygdom og en af de værste smerter, jeg kender til, og som kommer cirka et par gange om måneden.

Intense smerter

Hvis du kæmper med hyppig migræne, tænker du måske, at jeg er heldig, at jeg “kun” oplever det 1-2 gange om måneden. Jeg er fuldt ud klar over, at der er mennesker, der har migræne flere gange om ugen, og at det må være vanvittigt opslidende. Når jeg får migræneanfald, varer smerterne normalt i 24-36 timer, så jeg er virkelig glad for, at jeg ikke oplever dette fænomen oftere. 

Migræne er meget mere og langt mere smertefuldt end en almindelig hovedpine. Det er ikke noget at tage fejl af, når et anfald er under opsejling. Det første, der sker for mit vedkommende, er, at jeg får flakkende øjne og synsforstyrrelser. Derefter kommer kvalmen som en slags reaktion på, at jeg ved, hvilken smerte der venter mig.

På dette tidspunkt er der ingen vej tilbage, og jeg har lært, at jeg bare må slippe alt, hvad jeg har i hænderne, sluge noget smertestillende hurtigst muligt (ud over den migrænemedicin, jeg får på recept, eftersom jeg er så generet af det) og bare lægge mig. Jeg bliver helt magtesløs, så snart jeg får symptomerne, og jeg kan ikke fungere, før de værste smerter har lagt sig. Den pulserende og akutte smerte går ofte over efter 2-4 timer, men som nævnt kan efterdønningerne vare i op til et døgn.

Mit første migræneanfald

Jeg glemmer aldrig, da jeg fik mit første migræneanfald. Jeg var 11 år gammel og midt i en time i skolen. Men det, der har fået mig til at reflektere over, om der kan være en sammenhæng mellem migræne og diabetes, er min forudgående sygdomshistorik, og hvordan migræneanfaldene har opført sig, siden jeg fik påvist diabetes i en alder af 16 år.

Det er almindeligt kendt, at man ikke kender årsagen til, at nogle mennesker udvikler type 1-diabetes. I mit tilfælde er der ikke noget, der peger på noget genetisk. Og derfor er der ikke nogen udtalt grund til, at jeg skulle få sygdommen. Jeg husker godt, at den første diabetessygeplejerske, jeg mødte, fortalte mig, at man forskede i, om der kunne være en sammenhæng med tidligere infektioner, der gradvist har ødelagt insulinproduktionen i kroppen.

Da jeg fortalte hende, at jeg havde haft en alvorlig streptokokinfektion som 10-årig, kunne hun fortælle mig, at jeg engang i fremtiden muligvis kunne få svar på, om dette var grunden til, at jeg senere udviklede diabetes. Det interessante er, at jeg kort tid efter streptokokinfektionen fik det første migræneanfald.

LÆS OGSÅ: Åh nej… Ikke føling i dag!

Kunne diabetes være en årsag?

Disse anfald kom et par gange om måneden, indtil jeg blev diagnosticeret med diabetes. Derefter havde jeg en periode på over 5 år, hvor jeg ikke havde et eneste anfald. Jeg begyndte at tænke over, om jeg allerede fra 10-11 årsalderen var begyndt at udvikle diabetes. Og at det derfor kunne være en årsag til de hyppige migræneanfald. Jeg havde i hvert fald håbet, at jeg ville blive helt fri for migrænen, efter at min krop begyndte at fungere normalt igen, da jeg begyndte at tage insulin.

Desværre er de hyppige anfald vendt tilbage inden for de sidste 2-3 år, så det er vanskeligt at finde nogen umiddelbar sammenhæng mellem min diabetes og verdens værste hverdagssmerter. Jeg har imidlertid tænkt meget over mulige forklaringer på, om det ene påvirker det andet, eftersom hyppigheden af migræneanfaldene er steget i takt med mit langtidsblodsukker.

Forbundet med arv

Ligheden mellem diabetes og migræne er imidlertid, at man ikke har klarlagt nogen direkte årsager til, at fænomenerne opstår. Begge sygdomme kan være arvelige. Men med hensyn til migræne ved man også, at en række ydre faktorer kan udløse anfald. Det er dem, jeg især genkender.

Langvarig stress, mangel på søvn og hård fysisk anstrengelse er opskriften på et nært forestående migræneanfald for mig. Det er imidlertid udløsende faktorer, som min krop er ret vant til, så det er i sig selv sjældent noget, der udløser migræne. Det er, når de sker i kombination med hurtige ændringer i blodsukkeret, at jeg virkelig er i risiko for at få et kraftigt anfald.

LÆS OGSÅ: Er det muligt at blive udbrændt af diabetes?

Hurtige ændringer i blodsukkeret

Dette er noget, jeg har bemærket, fordi migræneanfaldene ofte har fundet sted, efter at blodsukkeret er faldet fra meget højt til relativt lavt i løbet af kort tid, mens jeg har været i gang med hård fysisk aktivitet. Ved at lægge mærke til denne tendens er jeg blevet klar over, at det er noget, der sker gang på gang. Med andre ord er jeg blevet overbevist om, at hurtige ændringer i blodsukkeret kan have indflydelse på, hvornår migræneanfaldene udløses.

Det er vanskeligt at finde nogen direkte sammenhæng mellem de forskellige faktorer, men jeg synes, at det er interessant at tænke over. Forskerne tror, at jeg muligvis er begyndt at udvikle diabetes efter infektionen som 10-årig. Jeg havde mit første migræneanfald som 11-årig og havde hyppige anfald, indtil jeg fik påvist diabetes som 16-årig.

Jeg havde et rigtig godt langtidsblodsukker i de første 5-6 år og oplevede ingen migræneanfald, mens HbA1c’en var god. I de senere år har jeg haft langt hyppigere migræneanfald i takt med, at blodsukkeret er blevet mere ustabilt. Det får mig til at tænke over, om andre har oplevet noget lignende. Er der nogen sammenhæng mellem diabetes og verdens værste hverdagssmerte? 

LÆS OGSÅ: Brillerne fra helvede!

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.