Min frygt for læger og hospitaler betyder, at jeg kan være en krævende patient. En patient med en kronisk sygdom, der uanset hvad har brug for en vis opfølgning. Det kan være svært at bede om hjælp, men nu er jeg motiveret. Som jeg skrev i forrige indlæg, takkede jeg

Når jeg har en lægeaftale, opstår der frygt i kroppen. Jeg bliver svedig og begynder at lede efter flugtmuligheder. Det gør det svært for mig at bede om hjælp, og jeg er nok også en lidt krævende patient. Jeg ved, at det er svært for dem omkring mig at se,

Da jeg var ung, kæmpede jeg ofte med kraftig insulinføling og måtte have hjælp fra både mine forældre og sundhedspersonalet. Og da lægerne ikke kunne finde årsagen, beskyldte de mig og min mor for selv at have forårsaget følingerne. Dette er en historie om min ungdomstid, der har formet mig

Lægerne var som regel mest optaget af, hvad der var den fysiske årsag til mine kraftige insulinfølinger, og var meget lidt opmærksomme på det psykiske. Derfor er det måske ikke så underligt, at de ikke fandt årsagen. Min historie er et godt eksempel på, at det er vigtigt at se

Vi har alle ting, vi er bange for – fobier eller frygt. For mig er det hospitaler og lægebesøg, og det er ikke så smart, når man har type 1-diabetes. Det er trods alt ikke så let, når den årlige diabeteskontrol udløser angst. Vi har alle en vis frygt i

Godt nok er det bedst at have faste rutiner, når man har diabetes, men det er ikke ensbetydende med, at hverdagen altid er bedst. For mit vedkommende kan ferien være lige det, der skal til for at påvirke mit blodsukker i en positiv retning.  Jeg har gentagne gange læst, at

Jeg har det svært med kulde og mørke, både fysisk og mentalt, og pludselig sidder jeg der i vintermørket og føler, at livet er håbløst igen. Derfor mener jeg, at det er så meget desto vigtigere at planlægge, så vinterhalvåret bliver bedre. Hvert eneste år ser jeg utroligt meget frem

Vi har endelig fået lov at smage på det sociale liv igen. Det har mindet mig om, hvordan uforudsigelige dage kan sende blodsukkeret ud på rutsjebanetur, hvis man ikke planlægger godt nok. Jeg har nu i skrivende stund haft to weekender med en del mere social omgang og sjove aktiviteter.

Førhen gik jeg altid på arbejde, selv om jeg havde det dårligt og egentlig burde blive i sengen. Dette er jeg, og forhåbentlig også alle andre, nu holdt op med. Det er bare en af de ting, jeg havde glemt om livet før pandemien. Da Norge åbnede igen, kunne vi igen

Eller er det bare mig, der har det sådan? Jeg har det godt med at have hjemmekontor og afstand til andre. Måske kan det føles som en snert af social angst. Og jeg spekulerer på, om vi egentlig kommer til at give hånd igen. Dette er anden del af en