Læsernes historier

Alt det, jeg havde glemt om livet før pandemien (Del 1)

Udgivet for første gang: 10.04.22
Marte Haaje Jacobsen
Skrevet af: Marte Haaje Jacobsen

Født i 1991 og fik type 1-diabetes i 1996. Jeg har erfaret, hvor svært det er at være kronisk syg og samtidig være den typiske "flinke pige" med et travlt program. Uddannet jurist og elsker at rejse.

Førhen gik jeg altid på arbejde, selv om jeg havde det dårligt og egentlig burde blive i sengen. Dette er jeg, og forhåbentlig også alle andre, nu holdt op med. Det er bare en af de ting, jeg havde glemt om livet før pandemien.

Da Norge åbnede igen, kunne vi igen leve relativt normalt, med nogle små forbehold. Disse forbehold er nogle, jeg i øvrigt håber aldrig forsvinder igen; for hvis alle bliver hjemme, når de er syge, hjælper de andre. Dette gælder også mig selv. Før pandemien tog jeg altid på arbejde, selv om min krop fortalte mig, at jeg egentlig burde blive i sengen. 

LÆS OGSÅ: Tak til en hverdagshelt!

Så – er vi klar til at tage livet tilbage?

Jeg har nu i skrivende stund haft to weekender med en del mere social omgang og sjove aktiviteter. Weekenderne har været super, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke var helt forberedt. Der var nemlig et par ting, jeg havde glemt i forhold til min diabetes… 

Den første weekend, hvor livet var nogenlunde tilbage til det normale, var jeg og min mor i Oslo sammen med fem andre veninder. Vi kørte tidligt lørdag morgen, tjekkede ind på hotellet, var til afternoon tea, Mamma Mia på Folketeatret og spiste på en fin restaurant om aftenen. Den næste dag skulle vi slentre en tur i hovedstaden og spise frokost, før turen gik hjem igen. Der var lagt op til hygge og mange fine oplevelser i weekenden. 

LÆS OGSÅ: At leve med diabetes: Er det egoistisk at prioritere sig selv?

Afvigelse fra normalen resulterer i lavt blodsukker

Ikke alene havde jeg glemt, hvordan livet før pandemien var, jeg havde heller ikke tænkt over, at min diabetes ikke længere er vant til sådan nogle weekender. Allerede natten til lørdag fik jeg lavt blodsukker. Det sker ofte, når jeg glæder mig til noget, er stresset over noget eller spekulerer for meget. Blodsukkeret stabiliserede sig gradvist, og jeg håbede på bedre kontrol dagen efter. 

Da jeg stod op, var mit blodsukker på 6,5 mmol, og efter morgenmaden var det på 12 mmol. Helt perfekt til en time i bil og noget tid igen inden frokost. Allerede før vi havde sat os til afternoon tea, var mit blodsukker lavt, og jeg fik reddet det med kaffe med sukker i. Jeg doserede insulin til korrektion, så det ikke skulle stige helt vildt med det samme bagefter. Derefter doserede jeg noget til selve maden. 

Da vi var færdige med flere timers dejlig afternoon tea, var mit blodsukker oppe på 18 mmol, og jeg valgte ikke at dosere en ny dosis insulin for at se, om det, jeg allerede havde taget, var tilstrækkeligt. 

LÆS OGSÅ: Typiske spørgsmål, jeg får om diabetes

Heldigvis fulgte jeg min mavefornemmelse

Vi skulle gå en lille kilometer til Folketeateret for at se Mamma Mia, og jeg havde en del indvendig stress, da vi trådte ind i lokalerne. Der var mennesker overalt! Det føltes næsten, som om jeg skulle blive kvalt. Jeg havde forberedt mig godt, og det var mere end over en måned siden, at jeg fik stik nummer to af vaccinen i min arm. Alligevel følte jeg mig relativt overvældet over alle de mennesker og kaosset med folk overalt, drikkevarer og billetter, der skulle vises frem. Inden vi fik sat os i salen til første del af forestillingen, havde jeg lavt blodsukker, og den sodavand, jeg havde købt få minutter før, blev drukket meget hurtigt. 

Blodsukkeret gik hurtigt op, før det så faldt tilbage igen… Hvad der skete efterfølgende, vil jeg fortælle mere om i Del 2.

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Diabetes Type 2 nyhedsbrev