Læsernes historier

Lægerne troede, at min mor eller jeg forårsagede mine insulinfølinger med vilje (del 1)

Udgivet for første gang: 05.01.24
Marte Haaje Jacobsen
Skrevet af: Marte Haaje Jacobsen

Født i 1991 og fik type 1-diabetes i 1996. Jeg har erfaret, hvor svært det er at være kronisk syg og samtidig være den typiske "flinke pige" med et travlt program. Uddannet jurist og elsker at rejse.

Da jeg var ung, kæmpede jeg ofte med kraftig insulinføling og måtte have hjælp fra både mine forældre og sundhedspersonalet. Og da lægerne ikke kunne finde årsagen, beskyldte de mig og min mor for selv at have forårsaget følingerne. Dette er en historie om min ungdomstid, der har formet mig som voksen – på godt og ondt.

I perioder havde mine forældre ikke mulighed for at sove om natten, fordi de var nødt til at overvåge mit blodsukker. Jeg havde ofte så lavt blodsukker, at jeg fik kraftige kramper og noget, der mindede om epilepsianfald. Det medførte mange hyppige indlæggelser og meget fravær fra skolen og det liv, en teenager helst vil leve.

Annonce

Lægerne var som regel mest optaget af, hvad der var den fysiske årsag til mit lave blodsukker. De så sjældent ud over tests, billeder, målinger og alt det, der let kan dokumenteres. Naturligvis det fysiske og ikke det psykiske, for det var de ikke optaget af.

Min mor blev beskyldt for at gøre mig syg

Lægerne lyttede sjældent til mine forældre, der forsøgte at fortælle dem, at anfaldene kom i forbindelse med meget stress i skolen, problemer i vennegruppen eller andre ting, der påvirkede mig psykisk. De var kun optaget af hormonniveauet, hvor insulinen kunne opholde sig, og hvem de kunne give skylden. 

De tog sig til hovedet, da jeg efter flere dage på hospitalet uden insulin stadig kunne få insulinchok om natten. Det var så svært at finde årsagen til mine anfald, at de først forsøgte at opfinde en undskyldning for deres manglende kompetencer. Det gjorde de ved at beskylde min mor for at have givet mig insulin uden at sige noget om det. At hun derfor led af Münchhausen by proxy.

LÆS OGSÅ: Hvordan kan man have tillid til et lukket system?

Et overgreb

Dette er i sig selv et vanvittigt stort overgreb på både mig og mine forældre, og det blev en enorm stor belastning for os alle. Forestil dig at have et barn, der er så sygt, at det kan dø om natten på grund af lavt blodsukker; at du som forælder er helt udmattet både fysisk og psykisk, og at du så oveni bliver anklaget for noget så grusomt.

Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, ville jeg have bedt mine forældre om at søge patientskadeerstatning, eller i det mindste kontakte en advokat for at få hjælp. Sundhedspersonalet er kun mennesker, men de har stadig etiske retningslinjer, der skal overholdes, og meget er nedfældet i lov om sundhedspersonale.

Hvis dette var en reel bekymring, lægerne havde, havde de været forpligtet til at informere kommunen og lignende instanser, fordi der jo potentielt kunne være fare for liv og helbred. Men det gjorde de ikke i mit tilfælde.

Mine forældre tog affære

Heldigvis lader mine forældre sig ikke slå ud så let, og lægerne indså, at de havde taget fejl. Det burde ikke have været nødvendigt at bede os om at aflevere den insulin, vi havde med os på hospitalet, bede sygeplejerskerne om at gennemgå al vores bagage og derefter få os overvåget om natten.

For det var præcis, hvad mine forældre blev, ligesom de blev meget vrede på den overlæge, der havde ansvaret for mig. De har aldrig fortalt mig, hvad der blev sagt til den samtale, men da jeg var tilbage på hospitalet, blev vi behandlet på en helt anden måde, og jeg er derfor sikker på, at det var en ret ubehagelig samtale for overlægen. Jeg har aldrig hørt en voksen mand undskylde så mange gange.

LÆS OGSÅ: Jeg får højt blodsukker af smerter

Blev beskyldt for at gøre mig selv syg

Da lægerne udelukkede, at min mor gjorde mig syg, troede de, at jeg gjorde det mod mig selv. De beskyldte en 14-årig pige for at ønske at tage livet af sig selv og for at skabe stor frygt blandt alle omkring sig. De mente, at jeg skulle udredes af en psykiater, og at jeg muligvis led af en eller anden sygdom, der gjorde, at jeg havde et stort opmærksomhedsbehov.

Alt dette brugte lægerne tid og energi på, når de egentlig burde have brugt tiden på at finde ud af, hvad der var galt med mig; hvad der gjorde, at min krop kunne gå flere dage uden insulin, og hvorfor mit insulinbehov svingede så meget.  De forstod ikke, hvordan min krop fungerede, fordi de aldrig var stødt på lignende tilfælde.

LÆS OGSÅ: Skal jeg fortælle min arbejdsgiver, at jeg har diabetes?

Kontaktede andre læger og hospitaler for at få hjælp

Mine forældre fortalte endda, at de havde været i kontakt med læger på andre hospitaler i Norge og andre steder i Europa, som havde flere bud på årsagen. Og ikke mindst, at de havde set lignende tilfælde. På det tidspunkt var der ikke frit sygehusvalg, så vi kunne ikke bede om at blive overført til et andet sygehus.

Som voksen har jeg læst om unge, der er døde af samme årsag. Det er mærkeligt at tænke på, at jeg kunne have været en af dem.

Du kan læse mere om denne historie i anden del: “Vigtigt at se det hele menneske, når man behandler diabetes”.

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce
Diabetes Type 2 nyhedsbrev