Aktiv med diabetes

Mest mulig træning er ikke gunstigt for blodsukkeret!

Udgivet for første gang: 21.09.23
Magnus Aulstad
Skrevet af: Magnus Aulstad

Jeg hedder Magnus, er født i 1995 og kommer fra Lillehammer, hvor jeg også er bosat. Jeg fik type 1-diabetes som 16-årig, mens jeg boede alene på et værelse langt hjemmefra. Ud over at være lærerstuderende er jeg lidenskabeligt optaget af træning og bruger meget tid på det.

Når man begynder at træne og kommer i gang med bedre vaner og rutiner, er det nemt at blive overivrig.  At tro, at man skal nå det hele på en gang, træne hver dag for at holde blodsukkeret i skak og stadig yde sit bedste, vil før eller siden føre til fiasko. Det er noget, du skal tage i betragtning, hvis du vil træne på grund af blodsukkeret.

Motion = stress. Stress = forhøjet blodsukker: Selvom vi tror, at træning og den tid, vi bruger på en bestemt aktivitet, er sundhedsfremmende, er det faktisk således, at sundhedsgevinsten først kommer, når kroppen har fået tid til at restituere. Det sker primært ved hvile, men også gennem roligere træning for udøvere på højt niveau. Kort sagt nedbrydes kroppen, når man træner, og derfor skal den hvile for at blive stærkere til næste træningspas.

Annonce

Vi påfører altså kroppen bittesmå skader, betændelse og rifter, når vi træner. Det er stressende for kroppen, og den gør alt, hvad den kan, for ikke at opleve de samme belastninger flere gange. Det er netop derfor, den bygger sig stærkere ved den rette mængde træning og hvile. Når kroppen er stresset, som den bliver ved træning, udskilles der mere stresshormon – kaldet kortisol. En vis mængde kortisol er godt, men hvis det bliver for meget, kan det have en række negative konsekvenser. For os med diabetes er en af dem højere blodsukker.

Ustabilt blodsukker i de perioder, jeg har trænet mest

Da jeg har et til tider meget anstrengt forhold til træning og er decideret “træningsafhængig” (selvom dette ikke er en klinisk godkendt diagnose), har jeg virkelig oplevet, hvor dårligt for meget træning kan være for kroppen. Jeg taler bestemt af erfaring, når jeg siger, at mest mulig motion ikke er nøglen til et stabilt blodsukker for os med diabetes.

Jeg har prøvet utroligt mange træningsformer gennem årene, og fælles for dem alle er, at det altid er blevet for meget. Jeg har kæmpet med at finde balancen mellem træning og hvile, fordi jeg havde en “regel” i mit eget hoved om, at mest mulig træning ville være godt for blodsukkeret. Det er nemt at få denne vrangforestilling, fordi den rigtige mængde træning giver så mange positive følelser og helbredsmæssige gevinster. Mange af os tænker, at “hvis X timers træning er så godt for mig, så må endnu flere timers træning vel være endnu bedre?”. Det er bestemt ikke tilfældet.

Det er her, at sammenhængen mellem træning og hvile kommer ind. Giv kroppen tid til at restituere og komme af med det kortisol, der udskilles ved træning, før du påfører den ny stress. Hvis man opnår denne balance på den bedst mulige måde, vil man også se resultater i form af bedre blodsukkerkontrol. For mit vedkommende har det altid været sådan, at jeg i de perioder, hvor jeg har trænet mest, til sidst har fået et blodsukker, som jeg ikke forstår noget af. Kurven går som en rutsjebane, og intet virker logisk.

LÆS OGSÅ: Sådan kan også du blive glad for fysisk aktivitet

Stress handler ikke kun om træning

Desværre er der ikke noget facit for, hvordan man finder den rette træningsmængde for at få den bedst mulige blodsukkerkontrol. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige til både mig selv og andre, at “hvis du gør sådan, vil du opnå det, du søger”. Hvor meget træning man kan tåle i hverdagen er ekstremt individuelt og handler i bund og grund om, hvor mange forpligtelser man har i livet generelt. Arbejde, skole, børn, fysisk aktivitet generelt, stressende relationer eller andet, der fylder meget og kræver ressourcer, er faktorer, der skal tages med i betragtning. Mange bruger træning som et middel til at stresse af fra sådanne forpligtelser, hvilket i sig selv er godt. Det er bare vigtigt at finde den berømte balance. Man må prøve sig frem for at finde den og mærke efter, hvad der er godt, og hvad der er for meget.

For meget af det gode er heller ikke optimalt. Sådan er det også med træning. Træning og fysisk aktivitet er vanvittigt godt for både helbredet og blodsukkeret – så længe det ikke bliver for meget.

LÆS OGSÅ: Fik type 1-diabetes: – Jeg skulle blive den sejeste af dem alle

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce
Diabetes Type 2 nyhedsbrev