Læsernes historier

Klar til det store udland igen!

Udgivet for første gang: 18.09.22
Elisabeth Karina Larsen Nordvik
Skrevet af: Elisabeth Karina Larsen Nordvik

Havde svangerskabsdiabetes i 1998/99, som udviklede sig til diabetes type 1. Efter 17 år fik hun at vide, at hun har diabetes LADA. Har 2 børn, en pige og en dreng og er uddannet specialpædagog. Arbejder nu som personalekonsulent og brænder for øget viden og åbenhed omkring diabetes!

Efter en lang og hård pandemi, med masser af social afstand og lidt fysisk kontakt med omverdenen, turde jeg drage til syden igen. Det skete med meget blandede følelser. Angsten for at blive smittet havde ikke sluppet sit tag i mig.

Vi drog af sted, mig og min familie. En fantastisk uge ventede os i Puerto Rico. Jeg var meget positiv indstillet, fordi jeg fik en ny pumpe sidste år, som dengang viste sig at regulere mit blodsukker fint. Så jeg tænkte, at det ville være “piece of cake” at drage til syden med denne pumpe. Særligt fordi blodsukkeret havde opført sig så godt i varmen sidste år.

Højt blodsukker

Problemet er, at fra det tidspunkt, hvor jeg fik diabetes, fandt jeg ud af, at mit blodsukker bliver højt, når det er varmt. På den måde at blodsukkeret stiger i takt med temperaturen og varmen. Men som sagt, sidste sommer oplevede jeg det modsatte.

Blodsukker, der hader varme

Godt fremme i Puerto Rico og overlykkelig over at mærke varmen fra solen mod huden igen. En fantastisk følelse…. Så længe det varede… Det var meget varmt den uge, vi var sydpå. Det brød mit blodsukker sig ikke om.

Læs også: Alt kan lade sig gøre selvom du har diabetes

En ond cirkel?

Mit blodsukker lå højt om dagen, men om aftenen faldt det. En rutsjebane. Det gav ingen mening at give ekstra insulin i dagtimerne, og aktivitet i varmen får kun blodsukkeret til at stige yderligere. En lidt ond cirkel. En meget ond cirkel, når man er i udlandet.

Stor respekt

Jeg har stor respekt for min diabetes, når jeg er i udlandet. Jeg er bange for, at det skal gå galt, og at jeg får brug for lægehjælp. Måske er det en dum tanke, men jeg har den. Jeg er nervøs for at skulle på hospitalet i et fremmed land. Med et fremmed sprog og et sted, hvor teknologien og udstyret måske ikke er lige så gode som i Norge.

LÆS OGSÅ: På dårlige dage skal vi huske på de gode

Folk reagerer forskelligt

Jeg hører ofte andre med diabetes sige, at når det er varmt, falder deres blodsukker, og de har brug for mindre insulin. Jeg er egentlig lidt misundelig, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg er misundelig på? Måske er det, fordi jeg forestiller mig, at hvis mit blodsukker lå lavt, så ville jeg ikke have den samme frygt, som når det ligger højt …

Trods alt…

Så havde jeg en dejlig tur. Jeg har tænkt mig at gøre det igen, selvom det koster lidt. Samtidig er det en udfordring for mig. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne have vandret rundt, trænet lidt og været mere aktiv. Men det ønsker min diabetes ikke i varmen.. Så vi holder os i ro om dagen, mig og min diabetes.

Mit motto

Det er også fint, eller er det nu også det? Jeg er ikke helt enig med mig selv. Men jeg har erkendt, at med diabetes er man nødt til at give og tage. Det er ikke alt, jeg kan styre eller gøre noget ved. Trist? Bitter? Ja, måske til tider, men samtidig tænker jeg: Det drejer sig ikke om, hvordan jeg har det, men om hvordan jeg håndterer det. Jeg tænker ofte på dette, samtidig med at tanken slår mig: Måske er det værre for dem omkring mig at se disse udfordringer?

LÆS OGSÅ: En travl hverdag med diabetes

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.