Lev med diabetes

Bedre blodsukkerregulering med træning!

Udgivet for første gang: 28.04.21 | Sidst redigeret: 02.08.22
Magnus Aulstad
Skrevet af: Magnus Aulstad

Jeg hedder Magnus, er født i 1995 og kommer fra Lillehammer, hvor jeg også er bosat. Jeg fik type 1-diabetes som 16-årig, mens jeg boede alene på et værelse langt hjemmefra. Ud over at være lærerstuderende er jeg lidenskabeligt optaget af træning og bruger meget tid på det.

Jeg trænede, mest fordi jeg kunne lide at være i god form, og jeg tænkte ikke særligt meget over, hvor stor betydning det har for blodsukkeret. Det var først, da jeg fik kyssesyge for lidt over et år siden og blev jeg tvunget til at være mindre aktiv, at jeg indså, hvor positiv en effekt træning har på blodsukkerreguleringen.

Lige siden jeg var lille, har jeg været vant til at træne og være meget aktiv. Jeg har dyrket en række forskellige sportsgrene, selvom fodbold altid har været det, jeg ønskede at satse på. Efter at jeg fik diabetes og med tiden opgav drømmen om at leve af fodbold, blev det naturligt for mig at fortsætte de gode rutiner, jeg havde med træning og en masse aktivitet i hverdagen.

Annonce

Grusomme insulinfølinger

For at gøre en lang historie kort: I efteråret 2019 blev jeg diagnosticeret med kyssesyge efter at have skrantet i længere tid. Det havde virkelig været hårdt at træne og udføre andre daglige rutiner. Alt føltes tungt, og kroppen gjorde ondt, når jeg forsøgte at træne. Det tog ikke mange dage med mindre træning, før jeg indså, at jeg måtte øge insulindoserne ganske kraftigt. Samtidig skulle jeg være påpasselig med ikke at tage så meget, at jeg fik insulinføling i tide og utide. Blodsukkeret opførte sig relativt okay i starten, så kroppen havde nok bare godt af en roligere periode. Men jeg havde dårlig samvittighed over at være langt mindre aktiv, end jeg var vant til.

Jeg havde dog ikke noget valg. Hvis jeg ønskede at blive rask efter kyssesygen, var jeg nødt til at tage den med ro i denne periode. Det var jeg desværre ret dårlig til. Og det satte mig tilbage i langt højere grad og i meget længere tid end nødvendigt. Til trods for at jeg trænede mindre, ville kroppen ikke komme sig. Den fik det bare værre og værre af det lave aktivitetsniveau.

LÆS OGSÅ: Sådan kan også du blive glad for fysisk aktivitet

Nødvendigt med mere insulin

Blodsukkeret fulgte samme tendens. Jeg var ikke vant til at øge insulindoserne. Jeg var vant til at være aktiv “hele tiden” og havde sådan set kun brug for meget lidt tilførsel af insulin ved hvert måltid. Nu måtte jeg så følge med langt oftere, tage mere insulin og spise om nødvendigt. Dette skulle vise sig at blive en vanskelig overgang og en langvarig proces for min krop, som var mere vant til at være på løbebåndet eller løfte vægte i fitnesscentret end at sidde foran tv-skærmen derhjemme på sofaen.

Som tiden gik, begyndte formen langsomt, men sikkert at vende tilbage. Jeg mærkede lysten til at træne igen, da der var gået 2-3 måneder, efter at jeg havde fået påvist den frygtelige virus. Problemet var bare, at jeg havde en forventning om at starte op igen i nøjagtig samme form, som jeg var i, før jeg stoppede. Det gik selvfølgelig ikke. Men det var stadig meget vanskeligt at acceptere. Samtidig kom coronavirusset til landet, og Norge lukkede ned. Det gjorde træningscentrene også.

Jeg mistede motivationen og orkede ikke hjemmetræning. Jeg fortsatte med det inaktive liv, jeg havde haft de sidste 5-6 måneder, hvilket ikke var godt for blodsukkeret. Der var udsving hist og her. Høje tinder og dybe dale. Føling, højt blodsukker, føling, højt blodsukker igen, mere insulin, endnu en føling. Det var frygteligt hårdt.

LÆS OGSÅ: Alt kan lade sig gøre

Selvværdet påvirket

Motivationen var væk, formen blev dårligere, og selvværdet dalede i takt med, at blodsukkeret blev mere og mere ustabilt. Jeg indså, at jeg var nødt til at komme i gang med træningen igen og få blodsukkeret under kontrol.  Det sværeste var ganske enkelt at acceptere, hvor elendig formen var blevet – at jeg var nødt til at starte helt forfra, og at det var frygtelig hårdt at gå op ad trapperne på skibakken i forhold til tidligere.   Og at jeg kun kunne løfte vægte med langt færre kilo end før.

Løsningen blev at begynde med at gå ture hver eneste dag – på en halv time, så en time, så halvanden time.  Så prøvede jeg at løbe, og så gik jeg hurtigt op ad bakke, og så løb jeg igen – lidt længere hver gang.  Det hjalp på humøret og ikke mindst på blodsukkeret!

Alligevel var det ikke løsningen på den store gåde om et stabilt blodsukker. Nu var jeg jo vant til at tage meget insulin og var nødt til at begynde at vænne mig til at tage mindre. Det er heller ikke helt let, især ikke i betragtning af den frygt, jeg har for at få for højt blodsukker.  Derfor begyndte jeg at få hyppige insulinfølinger. De var ikke særligt alvorlige, da jeg er utroligt god til at mærke, når noget er på vej. Men samtidig er de så utrolig ubehagelige og smertefulde, at det eneste, jeg ønsker, er at drikke en liter kakaomælk og sluge et kilo slik, når det sker.

LÆS OGSÅ: 10 gode grunde til at dyrke motion

Ubehagelig oplevelse

En af de værste oplevelser jeg havde, var lige efter at jeg var startet i et nyt lærerjob. Det er ikke ligefrem foran klassen, at man ønsker at få en virkelig kraftig insulinføling med sveden, stammen og alt, hvad det indebærer. Dog havde jeg ingen chance i en gymnastiktime tidligere på efteråret. Følingen kom brat og pludselig, sandsynligvis fordi jeg havde fået for meget langtidsvirkende insulin. Det var noget, som min nu langt mere aktive krop reagerede kraftigt på.

Til sidst endte det hele med, at jeg måtte sende eleverne i brusebad et par minutter før tid. Ikke verdens undergang, men stadig lidt pinligt. I gymnastiksalen havde jeg ikke noget sukkerholdigt, jeg kunne drikke. Jeg måtte tilbage til min plads på arbejdet for at finde det.

Som et råd til andre vil jeg i allerhøjeste grad anbefale at være aktiv hver eneste dag, hvad enten man kan lide det eller ej.  Gør det i det mindste for blodsukkerets skyld! Der skal så lidt til for at opnå en positiv effekt. Man skal bare sænke kravene til sig selv en del i begyndelsen. Ligesom jeg gjorde. Samtidig skal man være meget påpasselig med, hvordan blodsukkeret reagerer i den kommende tid. Det kan svinge begge veje, så det gælder om at have en nødløsning klar til alle tænkelige scenarier!

LÆS OGSÅ: Det er aldrig for sent at lære noget nyt

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce
Diabetes Type 2 nyhedsbrev