Læsernes historier

Min årlige diabeteskontrol

Udgivet for første gang: 22.06.21
Denne artikel er mere end 2 år gammel og kan derfor indeholde forældet information
Kjell Arild Ueland
Skrevet af: Kjell Arild Ueland

Født i 1969, far til 3 og har haft type 1-diabetes siden 1981. Mærker nu det slid, som diabetesen har medført, men er optaget af træning og forsøger at have et positivt og humoristisk syn på livet.

Den anden dag var jeg på sygehuset til min årlige diabeteskontrol. Jeg havde på forhånd afleveret de nødvendige blodprøver. Og som sædvanlig var det et besøg, hvor overlægen sad og stirrede ind i computerskærmen og læste prøvesvar, mens vi konstaterede, at alt var fint.

Langtidsblodsukkeret lå på 7, hvilket for mig er det bedste, jeg nogensinde har haft. Jeg har nu haft diabetes i næsten 40 år. Bagefter fik vi en lille snak om de ting, han sikkert spørger om rutinemæssigt. Jeg svarede, som jeg altid gør. Jeg fik en recept på, hvad jeg havde brug for, og mit hjerte følte sig lige så ungt, som det plejer.

Annonce

Glemmer det psykiske

For et par år siden ramte jeg muren noget så eftertrykkeligt. Da var jeg meget på sygehuset og snakkede med diabetessygeplejerskerne. Det, jeg savnede dengang; og som jeg efterspurgte meget, var en person, der kunne forstå, hvor udmattet jeg var. Desværre var der ingen dér, der forstod, hvordan jeg havde det følelsesmæssigt. Det eneste svar, jeg fik, var, at de kun bekymrede sig om det medicinske og ikke om det psykiske aspekt ved diabetes.

LÆS OGSÅ: At være gæst med type 2 diabetes

Jeg fortalte overlægen, at jeg nu må indse, at min diabetes har indhentet mig psykisk, og at jeg er i dialog med Nav (den norske arbejds- og velfærdsforvaltning) vedrørende invaliditetsydelse. Han havde faktisk en vis forståelse for mit problem. Han ønskede mig held og lykke og sagde, at dette er endnu en lang kamp. Jeg fik en fornemmelse af, at hvis han kunne, havde han hjulpet mig mere.

LÆS OGSÅ: Pandemien er ikke ovre

Brug for mere forståelse

Efter at være havnet i en situation, som jeg aldrig havde forestillet mig, tror jeg, at vi her i landet, måske i hele verden, ikke er klar over, hvad det koster at have diabetes.

Nu er vi nødt til at kæmpe for at få folk til at forstå, at diabetes handler om andet end bare at regulere blodsukkeret og tage insulin. Vi har brug for forståelse for, at vi er vores egne sygeplejersker. Vi tager vare på os selv døgnet rundt uden at få hjælp til det.

Hvad med om vi sammen arbejder for en bedre psykisk hverdag med diabetes?

LÆS OGSÅ: Nysgerrighed hjælper

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce