Læsernes historier

Er det okay at spørge andre om deres diabetes?

Udgivet for første gang: 12.10.23
Emilie Kleven
Skrevet af: Emilie Kleven

Født i 1995 og opvokset i Brumunddal. Fik diabetes i 2003, da hun var 9 år gammel. Emilie vil dele sine erfaringer med og tanker om at leve med en kronisk sygdom, både på godt og ondt.

Jeg er nok ikke den eneste, der føler, at det til tider kan være ensomt at leve med diabetes. Jeg savner at have nogen at tale med om diabetes. Nogen, der virkelig forstår, hvordan det er.

Personligt har jeg ikke noget imod, at folk undrer sig og spørger mig om min diabetes. Ofte er det folk, som ikke selv har sygdommen, og som er nysgerrige.

Annonce

Når jeg så en sjælden gang møder nogen, der også lever med sygdommen, føler jeg en meget voldsom trang til at tale om det.

Men er det okay og en selvfølge, hvis begge har diabetes?

Diabetessammenkomster

Da jeg var mindre, deltog jeg og mine forældre i flere sammenkomster for familier med børn med diabetes. Her var det naturligt og et af formålene, at man talte om diabetes, udvekslede erfaringer og fik gode råd.

Her vidste man, at de tilstedeværende enten selv havde diabetes, eller at nogen i deres nærmeste familie havde det.

Til daglig omgås jeg ikke andre, der har diabetes. Jeg kender flere, der lever med sygdommen, men de er ikke en del af min vennekreds.

LÆS OGSÅ: Alene for første gang i livet

Flere elever med diabetes i grundskolen

I grundskolen var vi på et tidspunkt hele fire elever med diabetes. På det tidspunkt var jeg nok ikke så optaget af at tale om sygdommen. Jeg legede, havde det sjovt og var egentlig som alle andre børn.

I mellemskolen og gymnasiet var jeg, så vidt jeg ved, den eneste med diabetes på skolen. Her begyndte jeg dog at føle et større behov for at tale om sygdommen. Jeg havde brug for nogen at dele mine følelser med eller bare at tale om diabetes.

Tre med diabetes i samme klasse

Bortset fra grundskolen har jeg gennem min skolegang ikke mødt ret mange andre med diabetes. Heller ikke, da jeg begyndte på min videregående uddannelse, var det tilfældet. Så vidt jeg ved.

Efter et års orlov har jeg genoptaget studiet på en ny skole. I løbet af mine indtil videre 15 års skolegang har jeg aldrig gået i klasse med nogen, der har diabetes. Overraskelsen var derfor stor, da jeg opdagede, at vi er hele tre i min nuværende klasse. 

Jeg må indrømme, at det glædede mig en smule. Jeg følte mig lidt mindre alene om sygdommen. At en af mine medstuderende havde diabetes, fandt jeg ud af via en anden medstuderende. Den anden så mig måle mit blodsukker og tage insulin.

Så vidt jeg ved, vidste ingen af dem, at jeg har diabetes. Og selvom jeg selv har diabetes og måske har mere ret til at stille spørgsmål, følte jeg, at jeg var nødt til at træde lidt varsomt. Selvom jeg gerne taler åbent om min diabetes, er det ikke sikkert, at alle andre har det på samme måde.

LÆS OGSÅ: Ekstrem ensomhed på grund af diabetes?

Spændende at diskutere diabetes

Jeg synes, det kan være interessant at tale med andre om, hvornår de fik sygdommen, hvordan de opdagede den, og om de bruger pumpe eller pen. Hvilken slags blodsukkerapparat bruger de? Har de nogen erfaringer at dele?

Man mærker hurtigt, om den anden er åben for at tale om sin diabetes. Nogle deler meget, mens andre er mere tilbageholdende. Det er op til den enkelte, men jeg synes, det er okay at tænke over, hvilke spørgsmål man stiller, og at noget kan være svært at tale om.

Diabetes er en individuel sygdom. Selvom vi alle har noget i kroppen, der ikke fungerer, kan vi have vidt forskellige oplevelser, tanker og følelser omkring det.

Og må man gerne tale om det, hvis begge har diabetes? Måske ikke. Men for mig er det naturligt at spørge lidt ind til det og så se, hvordan den anden reagerer. Det er okay ikke at ville tale om det.

Samtidig tænker jeg, at den anden person måske ikke har så mange andre at tale med om sin diabetes. Hvor mange andre med diabetes kender vedkommende? Det er min erfaring, at det som regel ikke er ret mange.

LÆS OGSÅ: Alt er muligt, selv med diabetes (i hvert fald næsten)

Talte med en medstuderende

I en samtale med en medstuderende, der har diabetes, kom vi ind på dette emne. Jeg fortalte, at jeg havde set ham måle sit blodsukker, og at jeg havde tænkt mig at spørge ham om det, da jeg selv har diabetes.

Det var et positivt møde, og han havde også besøgt hjemmesiden og læst om det. Det syntes jeg var sjovt. Jeg deler meget herinde, og det er befriende at møde nogen, der har det på samme måde: at man ikke skjuler sin sygdom og gerne taler åbent om den. Synes du, at det er okay, at andre spørger dig om din diabetes?

LÆS OGSÅ: Der er meget hjælp og trøst at hente i diabetesfællesskaberne

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce
Diabetes Type 2 nyhedsbrev