Læsernes historier

Ekstrem ensomhed på grund af diabetes?

Udgivet for første gang: 19.02.23
Magnus Aulstad
Skrevet af: Magnus Aulstad

Jeg hedder Magnus, er født i 1995 og kommer fra Lillehammer, hvor jeg også er bosat. Jeg fik type 1-diabetes som 16-årig, mens jeg boede alene på et værelse langt hjemmefra. Ud over at være lærerstuderende er jeg lidenskabeligt optaget af træning og bruger meget tid på det.

Dette indlæg er personligt. Det gør lidt ondt at skrive det. Det er sårbart og følelsesladet at åbne op om sådan noget, men jeg ønsker alligevel at være ærlig om alt, hvad det indebærer at få en sygdom som diabetes. Derfor synes jeg, at det er et vigtigt emne at tage fat på. Det drejer sig om, at jeg er ekstremt ensom. Er det på grund af min diabetes?

Emnet i dette indlæg er i sig selv så stort og komplekst, at man sikkert kunne skrive en bog om det. Jeg skal dog forsøge at fatte mig i korthed og til slut komme med en appel til dig, der læser dette.

Annonce

Som nævnt er jeg ensom. Det har jeg været i en længere årrække. Jeg var ikke den, der havde et hav af venner, da jeg voksede op, men jeg har altid været en del af en vennegruppe – enten gennem idræt eller skolen. Jeg var altid ret populær, men trivedes samtidig i mit eget selskab og har altid haft en vis frygt for at få folk for tæt ind på livet. Da jeg som 16-årig fik konstateret diabetes, skete der en gradvis ændring. Denne ændring har i dag givet mig et liv i ensomhed – uden venner og stort set uden social kontakt. Jeg har kun lidt kontakt med familien og er generelt meget trist på grund af dette.

Mistede vennerne

Jeg mistede en del af mig selv, da jeg fik konstateret diabetes. En stor del af min identitet forsvandt, og jeg kæmper stadig med at finde den nu – 11 år efter. Samtidig mistede jeg de fleste af mine venner efter den videregående uddannelse. Folk gik nye veje, mens jeg stadig kæmpede med at finde ud af, hvem jeg var med denne nye sygdom, som jeg skulle leve med.

Jeg blev bange. Bange for at miste kontrollen og bange for ikke at kunne tage vare på min diabetes. Det gjorde det vanskeligt at søge ind i nye miljøer eller i det hele taget sige ja til nye venner. Jeg blev meget isoleret i mig selv og mit eget sind. Jeg udviklede store psykiske problemer og faldt til sidst ud af arbejdsmarkedet på grund af kompleksiteten.

LÆS OGSÅ: Fik type 1-diabetes: – Jeg skulle blive den sejeste af dem alle

Et meningsfuldt liv

Jeg kæmper for at finde en vej tilbage. Jeg vil gerne tilbage på arbejdsmarkedet, når mit helbred er til det. Jeg vil gerne fungere og have et meningsfuldt liv med sociale relationer. Jeg har ikke brug for mange relationer – bare nogle få gode.  Nogen, der giver livet mening og giver mig en grund til at stå op hver dag.

I de senere år har der været store udsving mellem håb og håbløshed og følelsen af, at livet er meningsløst og aldrig bliver godt igen. Det er opslidende. Det er blevet en vane. En vane, jeg ikke bryder mig om. Der kan gå flere dage, og så indser jeg pludselig, at jeg faktisk ikke har åbnet munden eller snakket med nogen. Der kan være uger, hvor de eneste, jeg kommunikerer med, er personalet i supermarkedet, når jeg er ude at handle.

Jeg tror, at det er svært at sætte sig ind i, hvordan det føles, hvis man ikke selv har oplevet noget lignende.

En opfordring til alle – både dem med og uden diabetes

Hvad enten du har diabetes eller ej, har en anden sygdom eller andre ting, der præger dig, vil jeg sige følgende: Prøv at sige ja til livet. Lad ikke angsten for blodsukkerniveau, mad eller kontrol forhindre dig i at leve livet. Det bliver hurtigt meningsløst, hvis man ender som ensom. Vi er ikke skabt til at være på den måde. Vi er sociale væsener, og det er noget, vi skal pleje og tage vare på.

Til dig, der er pårørende til eller venner med en, der har diabetes eller en anden sygdom: Vær sød at tage ansvar for at være inkluderende. Tag den, der er kronisk syg, med til de samme aktiviteter, som du ville lave med enhver anden. Send vedkommende en ekstra besked; spørg, hvordan det går; om der er noget, du kan hjælpe med, eller hvad det måtte være. Der er ingen, der ønsker at være alene og ensom altid. Det er kun sygdommen, der vil det – angsten, frygten og de psykiske problemer, der kan følge med det at få diabetes.

LÆS OGSÅ: Er du pårørende til en person med diabetes? Disse råd kan redde liv!

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce