Læsernes historier

Alene for første gang i livet

Udgivet for første gang: 25.08.23
Linda Terwindt
Skrevet af: Linda Terwindt

Født i 1983, bor i Norge og har to børn. Linda har haft type 1-diabetes siden 1991. Hun har to uddannelser inden for sundhedspleje; assisterende sygeplejerske og apotekstekniker. Linda synes, det er vigtigt at hjælpe med at sprede de rigtige oplysninger om diabetes.

Endelig voksen. Det er underligt. 19 år hjemme hos mine forældre og 20 år med min eks – og nu bor jeg alene for første gang og har børnene her halvdelen af tiden. Ikke nok med at jeg skal træffe alle beslutninger, jeg skal også tage vare på mig selv, så godt jeg kan. Og med det mener jeg min diabetes.

Efter at have levet med type 1-diabetes i 31 år, kender jeg rutinen. Men den har alligevel en tendens til at svinge en helt anden vej, end man skulle tro. Og jeg kan fortælle, at diabetes IKKE er forudsigelig. Det handler ikke bare om at spise rigtigt og tage insulin.

Annonce

Den psykiske belastning af bruddet med min eks og selve flytningen fik blodsukkeret til at opføre sig underligt. Det vil sige, at det var stabilt. Det var næsten normalt med undtagelse af nogle uforståelige stigninger (i mit tilfælde psykisk stress). Men hvorfor blodsukkeret lå stabilt på mellem 5 og 7,9 nogle dage, må guderne vide. Det er ikke hverdagskost for mig.

LÆS OGSÅ: Vi kan det meste!

Alene hjemme med insulinføling

Nu hvor det hele er ved at fald lidt til ro, efter at jeg har boet alene i lidt over en måned, er det andet end elpriserne, der bekymrer mig. Som den fredag, hvor jeg skulle møde på arbejde kl. 10.45 og vågnede badet i sved med et blodsukker på 2,2, da klokken var præcis 10.45.  Eller fredagen efter, hvor min eks hamrede på døren kl. 9.20 og låste sig selv og ungerne ind med sin nøgle, fordi min arbejdsplads havde efterlyst mig og ringet til ham, da de ikke kunne få fat i mig. Jeg skulle være mødt på arbejde kl. 8.30 – og jeg kommer aldrig for sent, medmindre der er sket noget. At jeg den tredje fredag mødte tidsnok på arbejde uden lavt blodsukker, var jo bare godt.

Bare for at nævne det, så HAR jeg en kontinuerlig blodsukkermåler, men har nu haft den i så mange år, at jeg ikke længere hører lydene. Den begynder at advare mig, når blodsukkeret er på 4,2 – hvilket er relativt højt. Men hvis jeg sover, kommer jeg ofte i en “følingsrus”, hvor jeg tilsyneladende ikke hører noget. Det er muligt for andre at følge med i mit blodsukker, men følger-appen udvikles ikke i en rasende fart, og de, der ønsker at følge med, har for nye telefoner til, at det fungerer, som det skal.

LÆS OGSÅ: 5 gode tips til at sænke langtidsblodsukkeret

Ny insulinpumpe og kontinuerlig måler

Efter mange overvejelser (og lidt overtalelse fra verdens bedste diabeteslæge) er jeg gået med til at blive halvt cyborg. Jeg har fået en ny insulinpumpe og en kontinuerlig blodsukkermåler. De snakker vist nok sammen, og efter nogle ugers (eller måneders?) tilpasning skal pumpen stoppe for tilførslen af insulin ved lavt blodsukker og tilføre mere insulin, når blodsukkeret stiger.

Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå i praksis. Ikke mindst fordi jeg efter 9 år med patchpumpe nu går nogle skridt tilbage og får slange igen.

LÆS OGSÅ: Der er meget hjælp og trøst at hente i diabetesfællesskaberne

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce
Diabetes Type 2 nyhedsbrev