Læsernes historier

Spørgsmål, jeg får om type 2-diabetes (del 2)

Udgivet for første gang: 20.11.22 | Sidst redigeret: 22.08.24
Knut Lorentzen
Skrevet af: Knut Lorentzen

Jeg hedder Knut Lorentzen og er 72 år gammel. Jeg bor i Harestua med min kone. Vi har to voksne børn og to børnebørn. Jeg har type 2-diabetes og er optaget af, hvordan man lever bedst muligt med det. Jeg interesserer mig også for, hvordan man kan forebygge følgesygdomme til diabetes.

I forrige blogindlæg skrev jeg lidt om, hvilke spørgsmål der dukker op omkring det at være diabetiker, især type 2-diabetes. Her kommer nogle flere gengangere.

Der har jo været skrevet en del om, at dem, der får type 2, måske selv er lidt skyld i det på grund af dårlig kost, for lidt motion m.m. Jeg har jo i et tidligere blogindlæg fortalt, at det for mit vedkommende nok skyldes arvelige forhold. Om det er selvforskyldt, er næppe noget, folk spørger om direkte, men jeg tror, det er noget, de måske tænker.

Annonce

Forskelsbehandling?

Nogle har spurgt mig, om jeg har følt mig forskelsbehandlet i sundhedsvæsenet på grund af sygdommen. Svaret er, at det har jeg aldrig gjort. Min læge, som jeg har haft i flere år, er grundig og følger op på det som noget naturligt. Jeg har aldrig følt mig forskelsbehandlet i forhold til dem, jeg kender, som har andre diagnoser. I og med at jeg har fået spørgsmålet, kan det være, at jeg har været heldig?

LÆS OGSÅ: At være gæst med type 2 diabetes

Usynlig sygdom

Andre har spurgt mig, hvad jeg oplever som den største udfordring ved at have diabetes, og til det vil jeg svare: Ligesom mange andre sygdomme er diabetes usynlig. Når man møder mennesker, man ikke kender, kan man hurtigt blive opfattet som vanskelig. Jeg er jo nødt til at tage visse hensyn. Det er ikke al mad, jeg bør spise, og jeg skal sørge for at hvile mig. Netop det med at lægge lidt hvile ind er, ligesom for mange andre, kommet med alderen. Men jeg har nok lidt mere brug for det end andre på samme alder, der ikke har diabetes. 

LÆS OGSÅ: Sådan påvirker alkohol diabetes

Vil ikke være til besvær

Efter mange år med diabetes har jeg lært at gøre dette på en diskret måde. For eksempel behøver man ikke at spise sig mæt i dessert eller kager. I visse tilfælde vil det være naturligt at fortælle, at man har diabetes, men i de fleste tilfælde kan jeg sagtens finde mad, der passer til mig, uden at gøre et stort nummer ud af det. Man ønsker jo ikke at være en gæst, der skal tages særligt hensyn til, og det er heller ikke nødvendigt at få serveret sin egen menu. Uanset hvad tror jeg, at de fleste sætter pris på, at folk spørger, hvis der er noget, de undrer sig over. Jeg synes i hvert fald, at det er bedre, end at de antager noget.

Hvilke spørgsmål har du fået om din diabetes?

LÆS OGSÅ: Er min diabetes type to en del af arven fra mine forældre?

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce