Læsernes historier

Med diabetes i lufthavnen

Udgivet for første gang: 09.10.22
Kristi Herje Haga
Skrevet af: Kristi Herje Haga

Kristi har haft diabetes siden 2006. Hun er mor til to drenge - Oliver (født i 2004) og Martinus (født i 2009). Kristus skriver ofte om
hvordan motion og diæt påvirker hendes håndtering af diabetes positivt.

Siden jeg fik diabetes i 2006, har jeg fløjet fra flere lufthavne i Europa og Norge. Jeg har oplevet store forskelle med hensyn til, hvordan de har håndteret, at jeg har diabetes.

Det anbefales at have diabetesudstyret med i håndbagagen. Det er der flere årsager til. Insulin tåler ikke kulde særligt godt. Den kan blive ødelagt under transport. Din bagage kan blive væk, og så står du der uden livsvigtigt medicinsk udstyr. Jeg plejer at have insulin i håndbagagen og en ekstra CGM (kontinuerlig blodsukkermåler). Jeg har kanyler nok til et par dage, og resten sender jeg med flyet. Det er ikke så svært at få fat i.

Følingsmad

Jeg har også flere gange medbragt mad, som kan være svært at få igennem sikkerhedskontrollen. Dels fordi det er flydende og over den tilladte størrelse. Jeg kan godt lide at vide, hvad jeg spiser, og foretrækker at have mad med mig på rejsen i stedet for at købe det i lufthavnen og i flyet. Jeg har flere gange haft grød og yoghurt med, og her er der forskellig praksis i lufthavnene. Det afhænger også af, hvilket personale man møder.

Jeg oplever dog, at det er sværere at få mad med sig i norske lufthavne end i udlandet. I hvert fald de små lufthavne. Jeg plejer altid at sige, at jeg har diabetes og derfor følger en diæt, der gør, at jeg skal have mad med på rejsen. Nogle gange går det, andre gange ikke. Jeg medbringer altid noget mad som backup, som jeg ved slipper igennem sikkerhedskontrollen.

Men på længere rejser håber jeg altid, at det, jeg har med mig, slipper igennem. Det er min erfaring, at reglerne er strengere i Norge end i udlandet. Jeg har blandt andet flere ganger fået frataget mad i Gardermoen Lufthavn. De er også strenge i de små norske lufthavne.

LÆS OGSÅ: På dårlige dage skal vi huske på de gode

Udstyr

Jeg har aldrig oplevet ikke at få insulin eller diabetesudstyr igennem kontrollen. Jeg bruger sprøjter, og de ligner en pen. Flere gange har de åbnet og spurgt, hvad det er. Og det er altid gået godt, når jeg har fortalt dem, at jeg har diabetes. Det samme gælder kanylerne. Tidligere havde jeg en lægeerklæring på engelsk, som jeg havde med mig på rejser i udlandet. På den stod der, hvad diabetes er, hvad det kan føre til (symptomer på insulinføling m.m.), og hvilket udstyr jeg bruger. Denne erklæring har jeg aldrig brugt, og nu har jeg kasseret den.

CGM

Jeg har en gadget i form af en sensor på armen. Den har jeg fået en del spørgsmål om. Men jeg er aldrig blevet bedt om at fjerne den. Og jeg oplever, at personalet i lufthavnene er blevet mere vant til at se folk med blodsukkermålere og pumper. I sommers, da jeg var i Gdansk i Polen, havde jeg en tanktop på, så blodsukkermåleren på armen var synlig. Da jeg skulle rejse hjem, var det første, damen sagde, da jeg gik igennem sikkerhedskontrollen: “Diabetes?” Jeg havde noget vand og noget andet flydende med mig, men det gik lige igennem.

LÆS OGSÅ: Er diabetes og skiftende arbejdstider en dårlig kombination?

Forståelse

Selvom der er forskellig praksis i forskellige lufthavne, er jeg altid blevet mødt med forståelse, hvis der har været spørgsmål vedrørende min diabetes. Jeg ved ikke, hvordan det er uden for Europa, men jeg er ikke bange for at tage på længere rejser. Men jeg vil nok tage en erklæring på engelsk med, som forklarer, hvad diabetes er, og hvilket udstyr der er nødvendigt. Især til steder, der er mindre civiliserede. Så vil jeg føle mig tryggere. Det er vigtigt at have nok udstyr med på rejsen. Og hvis du rejser med en rejsekammerat, kan det være en god idé at give vedkommende noget af dit udstyr og din insulin, hvis du skulle miste din håndbagage eller på anden måde er uheldig.

LÆS OGSÅ: Sådan bruger du glukagon – en tjekliste til pårørende

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.