Læsernes historier

Langdistancetur med diabetes i bagagen

Udgivet for første gang: 07.06.24
Frida Rasch
Skrevet af: Frida Rasch

Født i 1994 og opvokset i Bergen, Norge. Er uddannet cand.økonom og arbejder som digital analytiker. Da jeg fik type 1-diabetes i 2020, var jeg 25 år og vidste intet om sygdommen. Siden da har jeg haft en stejl indlæringskurve og haft en øget tørst efter at lære andre om det.

Min første langdistancetur, efter at jeg var blevet diagnosticeret med diabetes, var til San Francisco. Hele familien skulle rejse for at fejre jul hos min bror. Bortset fra at sørge for at pakke nok udstyr tog jeg ikke nogen særlige hensyn til min diabetes. Det viste sig at være en dårlig idé, og det har lært mig, at jeg skal planlægge bedre næste gang.

At rejse til en anden tidszone

Da jeg rejste fra Oslo til San Francisco i slutningen af december, var der 9 timers tidsforskel mellem byerne. Jeg havde pakket mere end rigelig med penkanyler, kort- og langtidsvirkende insulin samt min CGM (kontinuerlig glukosemåler). Derudover havde jeg pakket tasken med udstyr til manuel glukosemåling, som jeg altid tager med mig på rejser som reserve, hvis CGM’en strejker eller falder af.

Annonce

Mens jeg sad i flyet fra München, ringede en alarm på min telefon. Klokken var 21, og det var tid til at injicere min daglige dosis langtidsvirkende insulin.  Så kom jeg i tanke om, at når jeg landede et par timer efter, ville klokken endnu ikke være 21. Hvornår skulle jeg tage min dosis? Jeg besluttede mig for at tage en halv dosis klokken 21 norsk tid, og en halv dosis klokken 21 californisk tid.

LÆS OGSÅ: Hvorfor har jeg pludselig brug for mindre insulin?

Blodsukkeret bliver ustabilt

Dosen med langtidsvirkende insulin, som jeg havde taget aftenen inden afrejse, havde været for høj, og jeg havde haft insulinføling hele natten og den første del af rejsen. Jeg var derfor allerede ret medtaget, da jeg skulle tage næste dosis, og bange for at tage for meget. De næste dage kæmpede jeg med at få styr på blodsukkeret. Det var enten for højt eller for lavt, og ændringerne var drastiske.

At have et meget ustabilt blodsukker i en længere periode er en stor belastning for kroppen. Det påvirker energien, humøret, psyken og den almene kropstilstand. Det var også netop det, der skete for mig. Ud over at jeg ikke var på toppen, skulle jeg være social med familien, tage på udflugter og fejre jul.

I løbet af ferien havde jeg fysiske op- og nedture, men jeg synes selv, at jeg alt i alt håndterede det godt. En af de sidste nætter blev det alligevel for meget for mig. Jeg følte mig udmattet, og det hele endte i en scene, fordi jeg ikke sagde, hvordan jeg havde det. Derfor opfattede dele af min familie mig som en dramadronning. De forstod ikke, hvor dårligt jeg havde det. Det gjorde mig meget ked af det.

LÆS OGSÅ: At være træt af diabetes

Hvad jeg skal gøre på næste langdistancetur

Min vigtigste læring fra turen er dette: Når man skal rejse til en anden tidszone, skal man foretage en vurdering med hensyn til langtidsvirkende insulin. Næste gang vil jeg enten fortsætte med at tage insulin efter klokken 21 norsk tid under hele opholdet eller springe nogle timer med langtidsvirkende insulin over og tage den næste dosis klokken 21 lokal tid, når der er gået mindst 24 timer siden sidste dosis.

Jeg har lært følgende: Det er en god idé at være forsigtig og fortælle dem omkring en, hvordan kroppen kan reagere. På den måde kan det være lettere for dem at forstå, når man pludselig ændrer adfærd.

LÆS OGSÅ: Kampen for en “tilstrækkelig god” regulering af blodsukkeret

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce