At få påvist diabetes medfører uden tvivl en stor omvæltning i livet. Jeg vil påstå, at jo senere, du får påvist sygdommen, jo sværere kan det være at acceptere den.

Hvis du udvikler diabetes i løbet af ungdomsårene eller endda senere, er du allerede kommet til et stadium i dit liv, hvor du træffer dine egne valg, og du har dine rutiner og vaner. Dette er vaner, som kan være vanskelige at rokke ved, men som kan være nødvendigt, når man bliver kronisk syg. Selv fik jeg påvist diabetes som 16-årig, hvilket gør, at jeg stadig husker, hvordan det var at leve uden at skulle tænke på insulin og blodsukker.

Den 24. januar 2022 nåede jeg 10 år med sygdommen, som i enormt høj grad har ændret mit liv. Jeg spekulerer meget på, hvor jeg ville have været uden den. Uanset hvad, så er den 24. januar med andre ord min diabetesfødselsdag. Er det almindeligt at markere den?

Ingen almindelig fødselsdag – eller?

En diabetesfødselsdag er ikke som andre fødselsdage. Fødselsdage er gerne forbundet med kager, sukkerholdige madvarer og hygge. Noget som en diabetessygdom ironisk set nok ikke ligefrem ville sætte pris på. For mig er det derfor ikke en dag, der er forbundet med traditionelle kager og fejring på en sådan måde. Men stadig en dag, hvor det er vigtigt for mig at stoppe op og reflektere lidt omkring, hvad årene med sygdommen har gjort ved mig.

I det store hele minder jeg mig selv om, hvor sindssygt meget jeg har lært om mig selv og om det at leve med en kronisk sygdom. Samtidig tænker jeg meget over, hvor enormt meget mere jeg ved om diabetes som en specifik sygdom sammenlignet med før, jeg fik den påvist. Da var det bare en fjern sygdom, vi lærte om i naturfag på skolen, og som jeg ikke regnede med ville ramme mig.

Det var en sygdom, jeg måske vidste, at nogle andre havde, og som jeg synes virkede enormt besværligt at have. Jeg gik rundt med stigmaet “stakkels dem, som aldrig kan spise noget med sukker” i hovedet. Jeg er glad for, at jeg har indset, at det ikke er reelle fakta. Måske er en diabetesfødselsdag netop en god anledning til at fejre på traditionel vis. Spise en kage med sukker og bevise over for sig selv og andre, at vi med diabetes i teorien kan leve helt normalt?

LÆS OGSÅ: Bedre søvn med et stabilt blodsukker

Skal man markere på en glad eller trist måde?

Jeg ved ikke, hvor almindeligt det er at markere sin egen diabetesfødselsdag. Eller om folk tænker over dagen som speciel i det hele taget? Selv har jeg aldrig sat mig ned for at gøre et stort nummer ud af, at det er X antal år siden, jeg fik påvist sygdommen, andet end at jeg har nævnt det for mine forældre, og vi har mindedes dagen, hvor det skete.

Jeg kan stadig tænke mig, at dette er en dag, som betyder noget ekstra for os med sygdommen. Og at nogle derfor ønsker at gøre et større nummer ud af den end andre. Jeg har været inde på tanken selv, men ved ligesom ikke helt, hvordan jeg skal markere den. En fødselsdag skal trods alt være en fejring af noget. Som oftest en fejring af livet – en fejring af, at du er blevet et år ældre. Dette er ikke tilfældet med diabetes.

LÆS OGSÅ: Er det muligt at blive udbrændt af diabetes?

Noget at fejre …

Jeg ønsker dybest set ikke at fejre, at den er blevet et år ældre. Mest af alt ville jeg ønske, at vi alle kunne få en god kur mod sygdommen, således at vi kunne gå tilbage til det normale liv, før vi blev kronisk syge. Det havde virkelig været noget at fejre! På den anden side er det en god lejlighed til at fejre, at du selv har overlevet endnu et år med sygdommen.

Heldigvis er der få mennesker, der dør af diabetes i dag, så det behøver ikke at være sådan en dramatisk fejring. Men det må godt være tilladt at fejre, at du har overvundet kampen endnu et år. Stået i stormen og behersket hver eneste daglige udfordring med blodsukkermåling, beregning af insulindoser, tælling af kulhydrater og påfyldning efter hver eneste besværlige insulintilfælde. Jeg mener, at det i det mindste er noget at markere.

Trist eller glad?

Samtidig spekulerer jeg på, om ens egen diabetesfødselsdag er en dag, hvor man skal være trist eller glad? Jeg tror, at det er tilladt at være trist, fordi man ikke er helt ligesom alle andre, med tanke på at man har fået en kronisk sygdom. Det er tilladt at være trist, fordi der er nogle dage, som er så udfordrende, at du mest af alt bare ønsker at flygte fra hele diabetesbesværet. Hvor du vil glemme, at du har diagnosen og bare leve normalt. Dage, hvor du hader sygdommen mere end noget andet.

Stadigvæk må det være tilladt at fejre, at man trods alt har behersket sin egen sygdom i endnu et år. Det har nok ikke været perfekt. Hverken fødeindtagelse, blodsukker eller insulindoser. Der er formentlig en række ting, man kunne have gjort bedre. Men sandsynligvis har du gjort dit bedste for at klare denne uforudsigelige sygdom. Jeg mener, at det er noget, vi bør hylde os selv for på vores egen diabetesfødselsdag.

Selv runder jeg altså 10 år med diabetes. Måske skal jeg bruge noget tid på at markere det lidt ekstra denne gang. Måske skal jeg tillade mig selv at være både glad og trist på samme tid. Trist, fordi det er noget møg at have en kronisk sygdom, men glad fordi jeg endnu et år har formået at gøre mit bedste.

Hvad er din tilgang til diabetesfødselsdage? Plejer du at markere dem?

LÆS OGSÅ: Sådan bliver god sundhed en familieprioritet!

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.