Aktiv med diabetesLæsernes historierLev med diabetes

Rasmus kører ekstreme cykelløb

Udgivet for første gang: 16.04.18
Denne artikel er mere end 2 år gammel og kan derfor indeholde forældet information
Anna Madsen
Skrevet af: Anna Madsen

1.600 km! Så langt skal Rasmus Winther cykle, når han deltager i Race Around Denmark i maj med sit ‘Team Rasmus Winther – Racing with Diabetes’. Her kan du møde Rasmus, ligesom du i løbet af måneden vil kunne læse nogle af hans træningsdagbøger.

Annonce

Foto: privat
Tekst: Søren Frederiksen, Context Media

Forestil dig, at du skal cykle det meste af Jylland rundt. Derefter størstedelen af Fyn rundt. Og til sidst en stor del af Sjælland rundt. De fleste vil tænke, at det vil kræve en meget lang cykelferie, men for 40-årige Rasmus Winther bliver turen alt andet end en ferie, når han 9. maj stiller op til Extreme-versionen af Race Around Denmark. Ikke alene skal han cykle hele 1.600 km – han har tilmed kun fire døgn til at gennemføre løbet.
“Jeg gør det for at inspirere andre diabetikere, som drømmer om at gøre noget ekstremt,” siger Rasmus, der bor i Nr. Snede i Midtjylland med sin hustru og tre børn.
Rasmus fik konstateret type 1-diabetes, da han var 14 år, men det var, da hans søn fik samme diagnose for 5 år siden, at Rasmus begyndte på ultracykelløb. Han ville bevise overfor sønnen – og sig selv – at man kan mere, end man tror.
“Jeg har oplevet, hvordan man som diabetiker kan komme til at tænke sig mere syg, end man er. Og når man siger, ‘det kan jeg ikke’ – jamen, så kan man ikke!” konstaterer Rasmus.
Første mål var at gennemføre et 12-timers cykelløb, næste mål var et 24-timers løb og de seneste to år har Rasmus fokuseret på Race Around Denmark, hvor han har et team på syv med til at bakke ham op – bl.a. en læge, som også er diabeteslæge.

Medvind føles som modvind
Rasmus’ diabetes tilfører nemlig den i forvejen ekstremt hårde sport en ekstra dimension, og en stor del af forberedelserne er da også gået med at monitorere blodsukker og justere insulin. Rasmus arbejder som maskinsnedker, men han har også en fritidstjans som spinninginstruktør. Når han kører et intensivt træningspas, som er mindre end to timer, kobler han insulinpumpen fra. Når han kører et længere træningspas på home traineren derhjemme eller på landevejen, skruer han 25 procent ned for pumpen en time inden start, og når han cykler om natten, skruer han 40 procent ned.
“Jeg skal helst ligge på syv til ni mmol/l – så cykler jeg bedst. Hvis jeg kommer længere ned, kan jeg mærke det i benene. Så føles det som at køre i modvind, selvom der er medvind. Min gennemsnitsfart falder fra 25-30 km/t. til 10-15 km/t.,” forklarer Rasmus og fortæller,
hvordan har prøvet at være tvunget til at stå af cyklen midt om natten under et løb, fordi han ikke kunne pumpe blodsukkeret op igen – og måtte spise løs i flere timer før, at det lykkedes.
Som en del af træningen til Race Around Denmark har han med vilje prøvet at komme under fire mmol/l, da han underviste i spinning.
“Jeg fortalte ikke spinningholdet, at jeg gjorde det, men bagefter spurgte jeg, om de kunne mærke noget på mig. Jeg gjorde det, fordi jeg vil vide, hvordan jeg reagerer overfor teamet, hvis mit blodsukker bliver så lavt,” siger Rasmus

Det mentale er afgørende
Før påske havde Rasmus en uge, hvor han kørte 100 km om dagen hver dag, og inden længe vil træningen toppe med en 12-timers træningstur på op mod 300 km. Alligevel kan der virke langt op til 1.600 km, men ifølge Rasmus er det et helt normalt træningsmønster til et ultracykelløb.
“Den er fysiske træning er én ting – den mentale træning én anden. Et ultracykelløb bliver kørt 20 procent med benene og 80 procent med hovedet. Man skal kunne håndtere, at der hele tiden er op- og nedture undervejs. Det ene øjeblik kan man føle, at man er flyvende, og fem minutter efter er man nede i kulkælderen,” siger Rasmus.
På spørgsmålet om, hvorvidt det egentlig er sundt for kroppen at dyrke ultracykelløb som sport, svarer Rasmus:
“Selve løbet er ikke sundt, men det er forberedelserne til gengæld.”
Følg med i Rasmus’ træning
I april kan du på www.Osmeddiabetes.dk følge med i, hvordan Rasmus har forberedt sig til Race Around Denmark, når han offentliggør to træningsdagbøger på siden. Desuden kommer der efterfølgende en reportage fra løbet, så du ved, hvordan Rasmus klarede sig.

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce