Som mor ønsker jeg kun det bedste for mine børn. De skal gerne have en ubekymret barndom. Det er en mors opgave at bekymre sig, ikke børnenes. Men når ens mor har diabetes, er det måske ikke så let at være et bekymringsfrit barn.

Min lille pige stirrer på mig med store brune øjne.
“Jeg ville ønske, at du var som alle andre mødre, mor.”
Mit hjerte synker.

Jeg, Linda, har haft diabetes siden 1991 og gør mit allerbedste, for at sygdommen ikke skal påvirke familien i hverdagen. Men alligevel sidder min datter her og siger det, hun siger.

Hvad kan jeg gøre? Kan jeg skjule det bedre? Er jeg en dårligere mor end alle andre mødre på grund af min diabetes? Jeg bliver usikker. Jeg vil jo kun det bedste.

Jeg prøver ikke at lade hendes ord påvirke mig, men det er ikke let at være mor. Det er ikke let at være mor med diabetes.

LÆS OGSÅ: Drømmen om en enkelt dag uden diabetes

Omsorgsfuld og supersej

Jeg forklarer så godt jeg kan, at mor slet ikke er så anderledes – det ved hun vel? Mor skal bare tage lidt andre hensyn.

“Jeg hader dit blodsukker, mor!” Jeg prøver at grine ad det. “Jamen det gør mor også. Men der er desværre ikke så meget at gøre ved det, lille ven.”

Jeg roser hende for hendes omsorg og for den hjælp, hun har givet mig, når mit blodsukker er faldet hurtigt – både dag og nat. Min store lille pige. Jeg er så stolt af hende!

Jeg fører hånden igennem hendes hår. Hun fylder snart 8 år. Lige så gammel, som jeg var en varm sommerdag i 1991. Min familie siger, at jeg var en sej lille pige, selvom jeg var så genert, at det gjorde ondt.

Men pigen her er supersej.

Og jeg håber virkelig, at hun ikke påvirkes så meget af sin mors diabetes, som det ser ud til lige nu – og jeg håber virkelig, at hun ikke selv får diabetes.

LÆS OGSÅ: 10 spørgsmål jeg ofte får om type 1-diabetes

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.