Læsernes historier

Har brudt en barriere med åbenhed

Jeg er ikke altid åben omkring min diabetes, når jeg møder nye mennesker. Denne sommer har jeg taget et nyt skridt i forhold til åbenhed.

Skrevet af Kristi Herje Haga

Jeg skammer mig ikke over at have diabetes. Grunden til, at jeg ikke altid fortæller nye bekendtskaber om, at jeg har diabetes, er fordi jeg er bange for at andre skal dømme mig på forhånd. Det handler sikkert lige så meget om min usikkerhed, men jeg synes også at mange ved for lidt om diabetes og har en forkert opfattelse.

Det er ikke altid, at jeg orker at være åben og forklare om det, for jeg ønsker ikke at sygdommen skal tage for meget plads og fokus.

Synligt bevis

Jeg har en kontinuerlig blodsukkermåler (CGM) siddende på armen, og den er et tydeligt bevis på, at jeg har diabetes. Den kan stort ikke ses under tøjet, men her i sommer har den været meget synlig, når jeg har været let påklædt i sommervarmen.

Jeg får sjældent spørgsmål, men kan se, at enkelte ser på den og sikkert undrer sig over, hvad det er. Det er jeg ligeglad med. For det meste er det børn, der spørger, hvad det er. Jeg tager også insulin i offentligheden, hvis det er nødvendigt – ellers finder jeg et toilet.

LÆS OGSÅ: Accu-Chek Solo mikropumpesystem tager patch-pumpen til det næste niveau

Måle blodsukker på date

Denne sommer prøvede jeg «noget nyt». Jeg var på date med én, som jeg havde været i kontakt med en tid, men som jeg endnu ikke havde mødt. Jeg havde ikke fortalt, at jeg har diabetes, og tænkte ikke på forhånd på, om jeg skulle sige noget om det eller ej. Vi havde en hyggelig aften og snakken gik rigtig fint.

På et tidspunkt kunne jeg mærke, at blodsukkeret sandsynligvis var på vej ned. Tidligere ville jeg i sådanne tilfælde være gået på toilettet og målt mit blodsukker, men i stedet tog jeg min smartphone frem og swipede den over sensoren. Diskret, men naturligvis blev der spurgt ind til, hvad det var, jeg lavede.

Positiv respons på åbenhed

Jeg fortalte, at jeg har diabetes, og at jeg målte blodsukkeret. Vedkommende kendte en smule til diabetes, men jeg forklarede at jeg havde haft diabetes i snart 14 år, og at jeg havde god kontrolover den. Jeg fortalte også, at jeg lever «helt normalt» men er nødt til at tage nogle forholdsregler og måle blodsukkeret.

Jeg fik udelukkende positiv respons fulgt af kommentaren «vi fejler allesammen noget». Faktisk blev det en god samtale om teknologi og om, hvor gode hjælpemidler, der findes, for at vi kan leve godt med diabetes i dag, i modsætning til tidligere. For mig føltes det rigtig godt at fortælle det allerede ved første møde. Det gav mig en følelse af tryghed.

LÆS OGSÅ: Åh nej… Ikke føling i dag!

Fortsat åbenhed

Det blev desværre ikke til mere med daten. Men min diabetes var altså ikke årsag til det. Det tror jeg da ikke! Men det gav mig mere mod til at være åben og jeg vil også vedblive at være det, hvis det falder naturligt næste gang.

Jeg lever godt med min diabetes og har ingenting at skjule. Den er en del af mit liv, men er ikke mig. Åbenhed kan være smart nogle gange. Hvor åben er du om diabetes, når du møder nye mennesker?

LÆS OGSÅ: Er det muligt at blive udbrændt af diabetes?