Læsernes historier

Førstegangsgravid med diabetes

Udgivet for første gang: 01.05.22
Emilie Kleven
Skrevet af: Emilie Kleven

Født i 1995 og opvokset i Brumunddal. Fik diabetes i 2003, da hun var 9 år gammel. Emilie vil dele sine erfaringer med og tanker om at leve med en kronisk sygdom, både på godt og ondt.

En graviditet med diabetes er lidt forskellig fra en normal graviditet. Det indebærer blandt andet strengere blodsukkerkontrol og tæt opfølgning på hospitalet, da blodsukkeret opfører sig anderledes, end man er vant til.

I dette og følgende indlæg vil jeg dele mine erfaringer med at være gravid med diabetes.

Diabetes Type 2 nyhedsbrev

Heldigvis har min diabetes været velreguleret stort set hele livet. Alligevel valgte jeg at forhøre mig med min diabetessygeplejerske, da jeg var til kontrol, fordi vi ønskede at få børn. Efter at have kontrolleret langtidsblodsukkeret, som i følge Diabetesforbundet.no helst skal ligge under 53 mmol inden man bliver gravid, fik jeg grønt lys til at forsøge at blive gravid.

Hverken mig eller min partner har børn fra tidligere forhold, så vi vidste ikke, om det var noget, der ville tage tid, eller om det overhovedet ville være muligt. Derfor blev vi begge ret overraskede samt glade og lettede, da det lykkedes i første forsøg.

Trist besked i uge 18

Desværre kom vi ikke helt i mål denne første gang. At jeg skulle gå helt til uge 18, før det ved en rutinemæssig ultralydsundersøgelse blev opdaget, at der ikke var noget liv i maven, var selvfølgelig meget trist. Og det var endnu mere trist, da jordemoderen kunne meddele, at det havde der sandsynligvis ikke været siden uge 10. I løbet af disse 18 uger havde jeg været til kontrol på hospitalet, hos lægen og hos jordemoderen. Jeg havde også delt den gode nyhed med familie, venner og kolleger. Jeg havde endda fået foretaget en ultralydsscanning hos lægen.

At jordemoderen ikke kunne finde hjertelyden, at maven ikke vokse nævneværdigt, og at jeg havde blødninger, der til tider var smertefulde, er nogle tegn, som jeg nu ville reagere kraftigere på. Som førstegangsgravid vidste jeg meget lidt og kendte ikke min krop på den måde. Jeg ønskede ikke at være hysterisk, og da alt det sundhedspersonale, jeg kontaktede vedrørende mine bekymringer, sagde “Det er helt normalt”, valgte jeg at stole på det og krævede ikke at blive tjekket yderligere.

At vi oplevede at miste barnet, havde heldigvis intet at gøre med, at jeg har diabetes. Det kan ske for alle. Jeg fik også at vide, at det desværre er noget, mange oplever – diabetes eller ej. Kroppen ordner det selv, og det er sådan set en god ting, selvom det ikke gør det mindre trist.

LÆS OGSÅ: Mine bedste tips til, hvordan man lever godt med diabetes

Tidligt i gang med opfølgning på hospitalet

Det positive er, at jeg nu er gravid igen og har prøvet det før. Selvfølgelig ikke en komplet graviditet, men jeg kender min krop bedre, og baseret på tidligere erfaringer er der nogle ting, vi ønsker at gøre anderledes denne gang. 

Jeg følger planen med opfølgning på min diabetes på hospitalet ligesom sidste gang. Men for at gøre det mere trygt har vi valgt det private for at få en ultralydsscanning meget tidligt i graviditeten (uge 6) og to gange før uge 18. Jeg troede, at man fik foretaget ultralyd hyppigere, når man har diabetes, men det er først længere henne i graviditeten.

Emilie og kæresten, førstegangsgravid med diabetes
Foto: Privat.

Som jeg havde fået besked på af diabetessygeplejersken, første gang jeg talte om at få børn, ringede jeg til hospitalet, lige efter at graviditetstesten var positiv. Det er selvfølgelig lidt mærkeligt at fortælle en komplet fremmed, at man er gravid, næsten før man selv har haft tid til at fordøje det, men det er vigtigt, at man kommer tidligt i gang med opfølgning på hospitalet, når man har diabetes. Jeg fik meget hurtigt en indkaldelse, omkring uge 7, og første gang hos en læge.  Her tjekker man langtidsblodsukkeret og andet med blodprøver og ser på blodsukkeret.

To uger efter var jeg hos diabetessygeplejersken. Her ser man på blodsukkeret og justerer eventuelt basaldosis. Første gang jeg var gravid, fik jeg også en kontinuerlig blodsukkermåler for at holde styr på blodsukkeret bedst muligt. Den har jeg bare beholdt, og den er en rigtig god hjælp.

LÆS OGSÅ: På dårlige dage skal vi huske på de gode

Lidt bedre forberedt denne gang

Fra sidste gang ved jeg, at jeg skal være forberedt på hyppige kontroller på hospitalet, og at der vil være meget fokus på blodsukkeret. Jeg skal indrømme, at da graviditetstesten igen var positiv, blev jeg ikke kun meget glad, men også lidt stresset. Jeg ved, at der bliver ekstra meget arbejde med mit blodsukker. Og det er ikke kun mig, det handler om nu. Hvad nu, hvis mit blodsukker påvirker barnet i maven negativt? Alligevel er jeg bedre mentalt indstillet denne gang, da jeg ved, hvad jeg går ind til, og er mindre bekymret for mit blodsukker. Jeg følger selvfølgelig selv nøje op på det og er forsigtig, men jeg har også lært, at det er vigtigt at have lidt is i maven. God feedback fra sundhedspersonalet hjælper også meget.

Under den sidste graviditet gruede jeg lidt for besøgene hos diabetessygeplejersken, fordi jeg kæmpede lidt med blodsukkeret, der svingede en del. Jeg forstår, at det er vigtigt at få ærlig feedback om det, og hvor vigtigt det er, at blodsukkeret er godt. Alligevel husker jeg, at jeg blev ked af det og skuffet nogle gange. Jeg følte, at jeg gjorde det, så godt jeg kunne, men perfekt bliver det aldrig.

Denne gang føler jeg mig lidt mere sikker. Og også at jeg har bedre styr på det på grund af erfaringerne fra forrige graviditet.

LÆS OGSÅ: Fornemmelsen af at få føling med normalt blodsukker

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Diabetes Type 2 nyhedsbrev