Læsernes historier

Er alle jubilæer værd at fejre? 25 år med diabetes. Del 4.

Udgivet for første gang: 11.08.21 18:15
Marte Haaje Jacobsen
Skrevet af: Marte Haaje Jacobsen

Marte Haaje Jacobsen

Født i 1991 og fik type 1-diabetes i 1996. Jeg har erfaret, hvor svært det er at være kronisk syg og samtidig være den typiske "flinke pige" med et travlt program. Uddannet jurist og elsker at rejse.

Det er på en måde en del af vores kultur at fejre jubilæer. Vi kan lide at fejre store og små begivenheder i livet, særligt de hyggelige begivenheder.  Men hvad med mange år med en kronisk sygdom? Er det værd at fejre?

I så fald – hvordan bør man fejre det, og hvad fejrer man egentlig? Skal fokus være på alt det, man har oplevet og mestret, eller på, hvad man tænker om fremtiden?

Bestil Accu-Chek Guide

Som skrevet i tidligere indlæg er jeg meget taknemmelighed for at være født i Norge, eftersom jeg har type 1-diabetes. Jeg er taknemmelig for, at vi får hjælp af sundhedsvæsenet uden at blive ruinerede, og at staten delvis dækker udgifter til livsvigtig medicin på recept.

Det er helt forståeligt, at det relativt lave beløb, man selv skal betale, indtil man får frikort, kan være mange penge for nogle mennesker, men heldigvis har jeg mulighed for at betale det. Jeg betaler glædeligt skat for at have disse fordele her i Norge, og der er mange, der ikke helt forstår, hvor meget denne medicin ville koste, hvis man skulle betale det fulde beløb selv. DET er værd at fejre.

Hvad har jeg så lært efter 25 år med diabetes? 

Jeg har lært, at det som regel altid ordner sig. På en eller anden måde går det godt. Man plejer at sige “enten går det, eller også går det over”, og sådan har det faktisk været for mit vedkommende. Vi har et sundhedsvæsen, der kan hjælpe os, og vi har det store internet, der kan bidrage med tips og tricks.

Det jeg har lært, er at man kommer meget langt ved at være åben om sin diagnose og udfordringerne ved den. Jeg har altid været meget ærlig om min diabetes. Både over for venner, familie, lærere og nu kolleger. Hvis jeg har haft en svær periode eller nat, fortæller jeg dem, der er omkring mig, så de ved, hvordan situationen er den pågældende dag.

Jeg fortæller aldrig mere end nødvendigt, men siger ofte: “Jeg har været vågen hele natten på grund af lavt blodsukker og beklager derfor på forhånd, hvis jeg er lidt distræt eller ikke har så meget energi.” Så er de klar over, hvordan jeg har det, uden at jeg lyder som en, der beklager mig. Jeg kan ikke lide at klage. Ligevel vil jeg ikke opfattes som doven eller uproduktiv, hvis jeg har en dårlig dag.

LÆS OGSÅ: Brillerne fra helvede!

Hav håb for fremtiden

Jeg har lært, at det er utroligt vigtigt at være taknemmelig og sætte pris på venner og familie, der bekymrer sig og altid stiller op. Jeg ville aldrig have overlevet eller være kommet så langt i livet uden dem. Både med hensyn til diabetes og andet.

Jeg har lært, at det ikke nytter noget at bekymre sig om fremtiden, men at man hellere skal bevare håbet.

Mit håb for fremtiden er, at der måske i løbet af de næste 25 år kommer en kur mod diabetes. For 25 år siden fik jeg at vide, at den var på trapperne. Og her i 2021 er der stadig ingen kur. Men den, der giver op, har tabt. Derfor må vi håbe, at der bliver fundet en kur både for os og alle de børn og unge, der vil blive diagnosticeret fremover.

LÆS OGSÅ: Tak til jer, der spørger!

Jeg skal fejre det!

Jeg skal fejre mine 25 år med diabetes med ydmyghed, omsorg for mine nærmeste og et glas rødvin. For det må være tilladt. Jeg vil fejre med håb og drømme for fremtiden. Og med håbet om, at mange unge i dag slipper for at opleve mange af de ting, jeg har været igennem. Jeg har tænkt mig at fejre, at jeg har denne kanal til at nå ud til så mange mennesker og forhåbentlig motiverer og inspirerer jer derude.

Jeg vil fejre mine 25 år med diabetes ved at sætte pris på livet og alt det, jeg har været så heldig at opleve, og alle dem, jeg har omkring mig. Alle de gode mennesker og alle, der vil mig det godt.

Det er tilladt at fejre, hvad enten der er nedlukning eller ej.

Fejrer du sådanne jubilæer? Og i så fald hvordan? 

LÆS OGSÅ: Autopilot

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Bestil Accu-Chek Guide