Læsernes historier

De første patienter, som blev behandlet med insulin (del 1) – Leonard Thompson og sultekuren

Udgivet for første gang: 30.10.22
Thomas Tjelta
Skrevet af: Thomas Tjelta

Thomas er født i 1992, har tidligere studeret og arbejdet med IT og er nu i gang med en læreruddannelse ved Agder Universitet. Han er optaget af sund livsstil og af at kombinere kost og motion med et godt socialt liv. På bloggen skriver Thomas om, hvordan han håndterer sin diabetes på rejser og i dagligdagen. Derudover skriver han forskningsbaserede indlæg

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg lever i den tid, jeg gør, især fordi jeg er diagnosticeret med type 1-diabetes. Det er ikke mere end 100 år siden, at de første diabetespatienter blev behandlet med insulin.

Leonard Thompson var den allerførste patient, der fik en injektion med det nye “ekstrakt fra en bugspytkirtel” på sygehuset i Toronto i januar 1922. Han var en ung dreng på 14 år, der ikke havde meget håb om at overleve. Jeg finder historierne om de første patienter og om tiden, før insulin blev tilgængelig, fascinerende. I de kommende to indlæg vil jeg fortælle lidt om behandlingen af diabetes frem til 1922 og om nogle af de første patienter, der blev behandlet med insulin.  

Annonce

Sultekuren – også kaldet “Allan-diæten”

I tiden før 1922 var type 1-diabetes, også kaldet akut diabetes, en dødsdom. Den allersidste behandling, en diæt, som blev udviklet af lægen Fredrick M. Allan, var i princippet enkel. Men den krævede meget af patienterne og var ubehagelig for både dem og behandlerne. Formålet med diæten var, at patienterne skulle overleve længe nok til, at der var blevet opfundet en eller anden form for behandling. Dette er præcis, hvad en af de mest berømte “overlevende” fra denne tid, Elizabeth Evans Hughes, formåede.

Behandlingen startede med, at patienten fastede. Derefter blev der gradvist introduceret kulhydrater, indtil patienten igen viste tegn på sukker i urinen. Dermed kunne man fastslå, hvilken tolerance den enkelte patient havde over for kulhydrater. Diæten betød, at patienterne ofte spiste under 500 kalorier om dagen og havde fastedage i håb om, at de i det mindste havde en smule kontrol over livet og kunne få et par ekstra leveår.

Den ekstremt lave mængde kalorier medførte, at nogle patienter døde af sult eller sygdom. Kroppen fik ganske enkelt ikke nok næring til at overleve, og patienterne havde ringe beskyttelse mod infektioner. For mange af patienterne blev kosten for streng, og de begyndte at spise mere, end Allan og andre behandlere anbefalede. Deres tilværelse må have været uudholdelig. Det er svært at sætte sig ind i, hvilken håbløs situation mennesker med diabetes må have haft før 1922.

LÆS OGSÅ: Et historisk tilbageblik på diabetes (del 1)

Den første patient: Leonard Thompson

Historien om opdagelsen af insulin fortælles ofte, som om forskerne dr. Frederick Banting, dr. Charles Best og James Collip gik fra stue til stue på børneafdelingen på sygehuset i Toronto og injicerede alle, der havde type 1-diabetes, med det nye oprensede ekstrakt, insulin.   Ifølge den overdrevne fortælling begyndte de første børn at blive vækket til live, før lægerne var nået til den sidste stue på afdelingen. Myten stemmer ikke helt. Men det er stadig et mirakel for de første patienter og alle dem, der efterfølgende har fået diabetes.

Den 2. december 1921 blev Leonard Thompson indlagt på sygehuset i Toronto. Han var i de sidste stadier af type 1-diabetes og var inden indlæggelsen blevet behandlet med sultekur. Banting skrev, at patienten var underernæret, bleg, havde acetoneånde og hårtab og kun vejede 29 kg. Forældrene Harry og Florence Thompson var desperate og bange for at miste deres søn. Derfor lod de Banting, Best og resten af holdet behandle Leonard med den nye medicin, der aldrig før var blevet afprøvet på mennesker.

LÆS OGSÅ: Fik type 1-diabetes: – Jeg skulle blive den sejeste af dem alle

Den første injektion

Den første injektion blev givet den 11. januar 1922. Desværre var dosen ikke koncentreret nok og havde ingen effekt. Holdet fortsatte derfor udviklingen, og den næste injektion blev givet den 23. januar 1922. Effekten var næsten øjeblikkelig, hvorefter Leonard igen fik injektioner dagligt fra den 23. januar til den 4. februar.

Det var på dette tidspunkt vanskeligt at producere store mængder insulin, og mellem marts og maj 1922 mislykkedes produktionen. Fra oktober 1922 modtog Leonard regelmæssigt insulin, så han kunne få sine injektioner. Herefter levede Leonard i 13 år ved hjælp af insulin. Han døde i en alder af 27 år som følge af lungebetændelse og komplikationer relateret til diabetes.

Behandlingen betød, at Leonard gik fra at være dødsdømt til at leve i yderligere 13 år. Det er disse første patienter og behandlere, der har banet vejen for den udvikling, der har gjort, at vi er nået så langt i dag.

LÆS OGSÅ: Er du pårørende til en person med diabetes? Disse råd kan redde liv!

Kilde:

definingmomentscanada.ca

www.ncbi.nlm.nih.gov

www.diabetes.org

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce
Diabetes Type 2 nyhedsbrev