Vigtigt at måle blodsukkeret – også selvom du har en CGM
Udgivet for første gang: 24.02.21Der er mange af os, som nu har fået dette fantastiske hjælpemiddel i form af en kontinuerlig blodsukkermåler (CGM), men måler du stadig blodsukkeret på sædvanlig vis? Det må du hellere gøre.
Skrevet af Linda M. Terwindt
Måling af blodsukkeret er nemlig ikke nogen nøjagtig videnskab, og måling i væv kan til tider være lidt som at stikke fingeren ud ad vinduet for at finde ud af temperaturen. Nøjagtigheden er selvfølgelig blevet bedre med årene, men kan man altid stole blindt på den?
Jeg er medlem af forskellige fora på Facebook, der omhandler diabetes og hjælpemidler, og de tilbagemeldinger, man får om, hvor gode disse kontinuerlige målere er, er meget forskellige. For nogle fungerer det 100 procent, mens der hos andre er store udsving i resultaterne, når det gælder vævs- og fingermåling.
Blodsukkeret ændrer sig hele tiden, og ved vævsmåling kan man opleve en forsinkelse på mellem 5 og 20 minutter i forhold til det reelle resultat.
LÆS OGSÅ: Blodsukkervenlige mellemmåltider
Hvorfor måler man egentlig blodsukkeret?
Hvis man lige er blevet diagnosticeret med diabetes, kan man ofte spekulere over, hvornår man bør måle blodsukkeret og hvorfor. Der er flere grunde til, at man er nødt til at måle blodsukkeret regelmæssigt, og her er nogle forskelle mellem type 1- og type 2-diabetes.
Type 1-diabetes:
- for at justere insulindosen
- ved uforklarligt højt HbA1c (langtidsblodsukker)
- ved feber
- ved uklare symptomer, som kan forklare svingende blodsukker
- ved uregelmæssig levevis, eksempelvis i forbindelse med rejser
- ved graviditet
- ved fysisk aktivitet
- ved hypoglykæmi (lavt blodsukker)
- ved hyperglykæmi (højt blodsukker)
Type 2-diabetes:
- ved nyopdaget type 2-diabetes kan måling af blodsukkeret være nyttigt for at finde ud af, hvordan mad og fysisk aktivitet påvirker blodsukkeret
- når det er vanskeligt at opfylde behandlingsmålene
- ved ændring af medicinsk behandling
- ved opstart med insulin og ændring af insulindoser
Dette er således de situationer, hvor det anbefales at kontrollere blodsukkeret. Men de fleste af os måler meget mere – eller meget mindre.
LÆS OGSÅ: 5 gode tips til at sænke langtidsblodsukkeret
Brug fingermåling til at kontrollere
Før jeg fik en kontinuerlig blodsukkermåler i 2010, kan jeg huske, at jeg målte mit blodsukker mellem 15 og 30 gange om dagen. Og som jeg selv har erfaret, er det altid godt at dobbelttjekke blodsukkeret, før man skal køre bil.
Du kan godt stole på dit første måleresultat, men hvis der er stor forskel på resultat og symptomer, kan det være en god idé at lave en ekstra måling.
I alle de situationer, jeg har nævnt ovenfor, anbefales det også at lave et ekstra tjek i form af en fingermåling, selvom man har en kontinuerlig måler. Det er, hvad langt de fleste diabeteslæger og -sygeplejersker vil fortælle dig. Man skal ikke udelukkende stole på vævsmålingen, da det i værste fald kan have alvorlige konsekvenser – i hvert fald hvis du ligesom jeg ikke har symptomer på lavt blodsukker.
LÆS OGSÅ: Kender du tegnene på syreforgiftning?
Vent nogle minutter, før du foretager en ekstra måling
Der er nogle faktorer, der kan påvirke, hvor nøjagtigt dit måleresultat bliver. Er dine hænder rene og uden kontaminering? Er både blodsukkerapparat og strimler i orden?
Du kan godt stole på dit første måleresultat, men hvis der er stor forskel på resultat og symptomer, kan det være en god idé at lave en ekstra måling. Men ikke med det samme. En ny måling, selv i samme finger, kan give et andet resultat (selvom den måtte være lille). Det skaber kun forvirring og kan i værste fald føre til fejldosering af insulinen. Hvis du er usikker på resultatet, bør du derfor vente nogle minutter, før du foretager en ny måling.
Hvad vil jeg sige med dette?
Som fagperson vil jeg altid anbefale at lave et fingerprik i de givne situationer. Stol ikke blindt på din kontinuerlige måler.
Kilde: www.diabetes.no
Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.