Rikkie Bilagers femårige søn Valdemar begyndte pludselig at være meget træt og klage over, at han havde kvalme og hovedpine. Valdemar går i skovbørnehave og er en meget aktiv dreng, så Rikkie Bilager tænkte, at han nok bare var træt efter nogle lange dage i skoven, eller at han måske var ved at blive syg.

Men hvor en forkølelse tager af, fik Valdemar det stadig værre og værre. Han begyndte at blive meget utålmodig og sur, hvis han var sulten, og han ikke fik mad nu og her, og han begyndte at blive meget tørstig og tisse i sengen om natten. Samtidig havde han tabt sig en del. Rikkie Bilager spurgte pædagogerne i børnhaven, om de havde bemærket nogle forandringer med Valdemar.  “Det havde de ikke, men en af pædagogerne sagde, at de ting, hun nævnte, kunne tyde på sukkersyge,” fortæller Rikkie Bilager.

Annonce

“Børn får da ikke diabetes?!”

Da hun googlede sønnens symptomer, kunne hun krydse otte punkter af på listen over symptomer på diabetes.
“Jeg talte med min mand om det, men ingen af os kunne fatte det, for i vores verden fik børn altså ikke diabetes,” siger hun.
“På et tidspunkt havde Valdemar ramt lidt ved siden af wc’et, da han skulle tisse, og jeg opdagede, at det var noget mærkelig tykt gelé, selv om han drak vand næsten konstant,” fortæller Rikkie Bilager, der arbejder som ressourcepædagog. Hun kontaktede lægen med det samme.
“Hun var ikke i tvivl, da jeg fortalte hende om Valdemars symptomer, men hun målte alligevel hans blodsukker. Det var på 51, hvor det normalt skal ligge omkring 6,” fortæller hun.

Selv om hun havde haft det på fornemmelsen, var det alligevel et kæmpe chok for Rikkie Bilager at få meddelelsen om, at hendes søn har diabetes.
“Jeg var sikker på, at jeg ville bryde sammen, men samtidig tænkte jeg, at jeg skulle være stærk. Vores datter på otte var med hos lægen, og hun brød helt sammen, da beskeden kom, så det var bare på med facaden og være stærk, og så måtte min mand ellers tage sig af hende, mens jeg tog mig af Valdemar,” fortæller hun.
På det tidspunkt vidste hverken Rikkie Bilager eller hendes mand noget om diabetes.
“Jeg troede bare, det betød at fra nu af måtte Valdemar aldrig mere spise sukker, men jeg blev hurtigt klogere,” som hun siger.

LÆS OGSÅ: Børn som pårørende

Bekymringer om fremtiden

Rikkie Bilager tilegnede sig hurtigt masser af viden om diabetes, og hun kæmpede for at bevare roen og overskuddet udadtil.
“Det var meget vigtigt, at jeg var stærk for mine børn, for hvis jeg viser svaghed, bliver det svært for Valdemar. Han skal bare ‘gå med’, for jeg har styr på det. Men om aftenen, når lyset var slukket, var det svært. Så kom alle bekymringerne om fremtiden,” tilføjer hun.
Valdemar havde svært ved at forstå, hvad diabetes var, og spurgte somme tider Rikkie, om han havde fået diabetes, fordi han havde puttet for meget sukker på sine havregryn.
“Han spurgte om mange ting, og vi forsøgte at svare, så godt vi kunne, men det var svært. Fx når han spurgte, hvorfor det lige var ham og ikke en anden, der havde fået diabetes,” fortæller hun.
“Men samtidig kunne han også selv mærke, hvordan han fik det bedre, med det samme han begyndte at få insulin. Han holdt jo fx helt op med at tisse i sengen, og hovedpinen og kvalmen forsvandt også, og han sagde til mig ‘mor, det hjælper!’ om insulinen,” fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Tak til jer, der spørger!

En ny ven med insulinpumpe

Kort efter, han var blevet diagnosticeret, fik Valdemar en Accu-Chek Combo insulinpumpe. Rikkie Bilager havde fået kontakt til en familie i nærheden af familiens hjem i Esbjerg. De havde en søn på Valdemars alder, som også havde diabetes, og en datter på Valdemars storesøsters alder. Sønnen fik en pumpe samtidig med Valdemar, så de fulgtes ad i forløbet med at vænne sig til insulinpumpen.
“Jeg synes, han har taget det flot. Han stikker fingeren frem uden problemer, når der skal tages blodsukker, og han er med i alt, hvad der foregår. Vi har lavet en bog til ham om diabetes, som han kan fortælle andre om sygdommen ud fra,” siger Rikkie Bilager.
“Det var en stor hjælp for ham, at de var to, der fik pumpe samtidig, for det var lidt svært for ham at vænne sig til,” fortæller hun.
Valdemar spørger somme tider sin mor, hvornår hans diabetes går over, eller om hun også får diabetes engang, men det er langsomt ved at gå op for ham, at det er en del af ham, som han skal leve med resten af sit liv.
“Valdemar siger selv om insulinen, at den gør ham stærk, og han ser det som noget godt. Og han er tilbage på fuld kraft og energi som før. Der var ikke meget glimt i hans øjne, de sidste uger før han fik diagnosen, så det er dejligt,” siger Rikkie Bilager.

Tekst: Andrea Bak
Foto: Privat

Fortæl din historie

Har du lyst til at fortælle din historie, eller har du en god idé til noget, du synes, vi skal skrive om, så send os en mail på dk.diabetes@roche.com. Vi glæder os til at høre fra dig!

LÆS OGSÅ: Autopilot

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce