Insulinpumpe forlænger livet for diabetikere
Udgivet for første gang: 04.07.16 | Sidst redigeret: 30.06.16
Hjertekarsygdomme og type 1-diabetes hænger sammen, men et svensk studie viser nu, at bruger du insulinpumpe frem for pen, har du kun halv så stor risiko for at dø af hjertekarsygdomme og dermed leve længere.
Som diabetiker har du markant øget risiko for at dø af hjertekarsygdomme, men du kan heldigvis selv gøre noget selv, ved at skifte insulinpennen ud med en pumpe. Det reducerer nemlig risikoen med halvtreds procent ifølge en undersøgelse fra Sahlgrenska Akademi i Göteborg, der netop har været publiceret i det anerkendte tidskrift British Medical Journal.
Idéen med en insulinpumpe er, at den frigiver insulin på samme måde, som en normal bugspytkirtel. Insulinen føres gennem en lille slange og et blødt plastikkateter ind under huden for eksempel på maveskindet. Som udgangspunkt skal man have insulinpumpen på døgnet rundt, da den hele tiden afgiver små mængder insulin.
Læs også: Christina fik mere overskud med pumpe
Mere jævn tilførsel af insulin
I samarbejde med det svenske Nationella Diabetesregistret har forskerne fulgt 18.169 diabetes 1-patienter i en periode på syv år. 13 procent af dem brugte insulinpumpe, mens resten tog flere daglige injektioner. Studiet viser, at hos dem, der brugte pumpe, var risikoen for at dø af hjertekarsygdomme kraftigt reduceret i forhold til dem, der brugte pen.
”Pumpen giver en mere jævn tilførsel af insulin, og vi ved fra tidligere studier, at brug af pumpe giver færre episoder med lavt blodsukker, som øger risikoen for at dø af hjertekarsygdomme,” forklarer Isabelle Steineck, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
Læs også: Med insulinpumpe på Kilimanjaro
Øget blodsukker kontrol og mere viden gør en forskel
Det næste skridt for de svenske forskere er at kigge nærmere på, hvilke mekanismer der ligger bag insulinpumpens gode effekt. Og ifølge Isabelle Steineck ligger en del af forklaringen i, at insulinpumpebehandlingen bliver ledsaget af mere omfattende patientuddannelse, og at pumpebrugerne tjekker deres blodsukker oftere end sprøjtebrugerne.
Jo bedre kontrol du har over dit blodsukker, jo mindre er risikoen nemlig. Men det kræver, at du er rigtig god til at styre dit blodsukker, og det er en udfordring for mange i en aktiv hverdag. Og her kan pumpen måske være løsningen.
Læs også: Forstå insulin
Insulinpumpe giver en mere sikker og effektiv behandling
Insulinpumpen gør ikke bare livet lettere. Den repræsenterer også en sikker og effektiv behandlingsmetode, men det er alligevel ikke alle, der ønsker at anvende pumpe. Det kan skyldes flere ting: Nogle mener, at pumpen er upraktisk, fordi du skal have den på døgnet rundt. Andre synes, at sygdommen bliver for synlig med en pumpe, mens nogle bare ikke ønsker at måle deres blodsukker så ofte, som pumpen kræver.
I Sverige bruger hver femte voksne patient med type 1-diabetes insulinpumpe, mens det i 2011 kun var cirka hver tiende i Danmark. Her bruges pumperne i højere grad til børn, og cirka hvert tredje barn med type 1-diabetes har insulinpumpe.
Kilder: Medicinsk Tidsskrift, Sahlgrenska Akademin, Diabetesförbundet
Tekst: Maria Præst
Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.
6 Comments
Hej
Vil lige spørge jer om det kan lade sig gøre om jeg kan komme ibetragtning til insulinpumpe. Jeg er en mand på 68 år, og har problemer med at styre min insulen, den svinger fra 3 og til 20, afgørende hvad jeg laver, er meget i haven men også meget aktiviteter.
Venlig hilsen
Freddy Pedersen
Man kan jo desværre ikke selv bestemme om man er berettiget til pumpe
Hvor ville jeg ønske mig sådan en insulinlinpumpe som kunne hjælpe mig i min hverdag man er fri for hele tiden.at huske det håber jeg kan få en men den er nok dyr men det er da en ďrøm og have måske kan den gå i opfyldelse men det er nok mest unge der kan få en men drømmen er der ingen der kan standse tak fordi i har opfundet den mange hilsner og ønsker Vibeke Birch
Hej Vibeke og Freddy
Vi synes som udgangspunkt at alle der har brug for det skulle have en insulinpumpe men det er jeres læge der afgør hvorvidt det er nødvendigt for jeres forløb. Henvend jer derfor til jeres læge og bed om en pumpe.
BH
Kasper
Jeg mener ikke det er korrekt det i skriver. Er det ikke type 2 diabetikere som har en markant øget risiko? Husk også tydeligt at skelne mellem de forskellige typer.
Hej Julia – Forskningsresultatet vi henviser til drejer sig om type 1-diabetikere og den øgede risiko blandt den diabetestype. Type 1-diabetikere har en øget risiko for hjerte-karsygdomme, så det er vigtigt at have styr på blodtryk og kolesteroltal. Vi forsøger at være meget tydelige omkring hvornår vi taler om type 1- og type 2-diabetes, men hvis du er i tvivl, så er det jo et tegn på at vi kan gøre det endnu bedre :-). Men her på sitet taler vi primært om type 1-diabetes.