Læsernes historier

MR-undersøgelsen

Udgivet for første gang: 29.01.23
Elisabeth Karina Larsen Nordvik
Skrevet af: Elisabeth Karina Larsen Nordvik

Havde svangerskabsdiabetes i 1998/99, som udviklede sig til diabetes type 1. Efter 17 år fik hun at vide, at hun har diabetes LADA. Har 2 børn, en pige og en dreng og er uddannet specialpædagog. Arbejder nu som personalekonsulent og brænder for øget viden og åbenhed omkring diabetes!

Tanken slog mig, sidst jeg var til MR-scanning og skulle have taget billeder af begge skuldre, der aldrig bliver helt gode. Man gennemgår en masse spørgsmål, og hver gang svarer jeg det samme: “Jo da, jeg har en insulinpumpe med sensor og ved, at begge dele skal af, inden jeg kan komme i MR-maskinen.”

Denne gang slog det mig, at det tager lidt ekstra tid at frakoble sensoren, få den stillet til opladning, frakoble pumpen og desuden få de ting af, som man ikke må have på under undersøgelsen.

Annonce

Er jeg langsommere end en person uden diabetes?

Manden, der skulle foretage MR-scanningen, var både rar og ligetil. Han havde fuld forståelse for, at jeg ikke var en af de hurtigste, fordi jeg skulle have frakoblet diabetesudstyret. Men jeg sad tilbage med en følelse af, at jeg bliver lidt stresset, fordi det tager så meget længere med mig, end det måske gør med en person, der ikke har diabetes.

Tager lidt længere tid end normalt

Efter undersøgelsen skal det hele tilkobles igen. Eftersom jeg følte, at jeg skulle skynde mig, før jeg gik ind i MR-scanneren, tænkte jeg, at nu hvor jeg var færdig, burde jeg give besked. Der ville nok gå lidt længere tid end normalt, fordi jeg skulle tilkoble mit udstyr igen. Der var ikke noget problem, sagde den flinke mand. Han skulle til frokost.

Merarbejde

Alligevel sidder jeg tilbage og tænker på det merarbejde, personer med diabetes faktisk har. Det er noget, vi lever med døgnet rundt. Vi er nødt til at tilpasse os og planlægge og sørge for, at f.eks. en MR-undersøgelse går godt.

Selvfølgelig lige i dag!

Denne dag fik jeg selvfølgelig lavt blodsukker 20 minutter, før jeg skulle til undersøgelsen. Pumpen bippede, blodsukkeret var under 2,8. Jeg havde spist, endda is, fordi jeg fornemmede, at mit blodsukker af uforklarlige årsager var på vej ned. Så på 20 minutter skulle jeg få stabiliseret mit blodsukker og komme hen til undersøgelseslokalet.

LÆS OGSÅ: Fik type 1-diabetes: – Jeg skulle blive den sejeste af dem alle

Tiden kommer og går

Det er stressende, fordi den tid, jeg er indkaldt til, kommer og går, uanset om jeg har diabetes eller ej. Dukker jeg ikke op, skal jeg betale i dyre domme. Det viser sig, at hvis planlægningen er bare en lille smule dårlig, når jeg ikke at få undersøgelsen.

Skyhøjt blodsukker efter undersøgelsen?

Jeg fik mit blodsukker så meget under kontrol, at jeg fik foretaget undersøgelsen. Blodsukkeret var på vej op igen. I MR-scanneren tænkte jeg på, hvor højt mit blodsukker ville være efter de 20 minutter med en masse indtag af kulhydrater, og at pumpen nu var frakoblet. Jeg kunne kun vente spændt.

Det gik jo godt!

Jeg behøver vel ikke at sige, at det første, jeg gjorde efter undersøgelsen, var at lave et fingerprik for at måle mit blodsukker. Blodsukkerapparatet viste 9,9. Det var jo slet ikke så dårligt! Det kunne have været meget værre. Så var det bare at få koblet sensoren og pumpen til igen, få lidt insulin, få tøj på og komme hjem.

LÆS OGSÅ: Et historisk tilbageblik på diabetes (del 1)

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

Annonce