Læsernes historierLev med diabetesNyt fra forskningen

Claus blev helbredt for diabetes

Udgivet for første gang: 01.01.16 | Sidst redigeret: 30.12.17
Denne artikel er mere end 2 år gammel og kan derfor indeholde forældet information
Anna Madsen
Skrevet af: Anna Madsen

I august blev Claus Brøndum den første, der er blevet helbredt for type 1-diabetes i Danmark. Det blev han, fordi han fik transplanteret en ny bugspytkirtel og en ny nyre – en procedure, som man hidtil har skullet til Norge for at gennemgå. Vi har talt med Claus for at høre, hvordan det er gået siden, og hvordan det er at leve et helt almindeligt liv uden diabetes.

“Det er fantastisk!” er hans klare dom.
“Jeg er overrasket over, hvor hurtigt jeg har vænnet mig til det nye liv,” fortæller han.
“I morges var jeg ikke sulten, så der lod jeg bare være med at spise morgenmad, og i dag kan det være, jeg spiser aftensmad klokken 17, eller klokken 20. Det kommer an på, hvad der passer. Og når jeg cykler hjem fra arbejde, behøver jeg ikke tænke over, om jeg lige skal spise et stykke frugt først,” siger han.
Den nye tilværelse har dog krævet noget tilvænning for Claus.
“Før gik jeg aldrig nogen steder uden mit blodsukkerapparat, og jeg kunne blive helt panisk, hvis jeg ikke kunne finde det. Min nye bugspytkirtel fungerede perfekt med det samme. Et kvarter efter, jeg var blevet syet sammen på operationsbordet, begyndte den at producere insulin, og mit blodsukker var på 5. Men det har taget tid at vænne sig til at overlade kontrollen til et organ, når jeg har været vant til selv at gøre det,” fortæller han.
Selvom Claus godt ved, at hans nye bugspytkirtel fungerer, var der alligevel nogle få gange lige efter operationen, hvor han målte sit blodsukker.
“Jeg syntes, jeg havde det underligt, og af gammel vane målte jeg mit blodsukker. Jeg er jo vant til, at det er et parameter for, hvordan jeg har det. Hver gang har det ligget mellem 4 og 6, og før lå det altid på 7, så alt fungerer, og det var da også kun lige i starten, at jeg var usikker. Nu tænker jeg ikke over det længere,” siger han.

“Jeg har det godt”

Fem år før operationen begyndte Claus’ nyrer at blive dårlige. Et år inden operationen var hans nyrer så svækkede, at det krævede dialysebehandling. Formålet med transplantationen af den nye bugspytkirtel var da heller ikke at kurere hans diabetes, men erfaringen viser, at en transplanteret nyre holder bedre, hvis den ledsages af en ny bugspytkirtel. Og en dejlig bivirkning ved det er så, at man efter transplantationen ikke længere har diabetes.
“Jeg brugte 18 timer om ugen på hospitalet, væk fra min familie og mine venner. Så det er også en kæmpe lettelse at være fri for dét,” siger han.
Claus’ krop er mærket efter den lange nyresygdom, og han går stadig til genoptræning hos en fysioterapeut hver uge, ligesom han træner på egen hånd i et fitnesscenter.
“Jeg var temmelig afkræftet, da jeg blev opereret, og jeg er nødt til at prioritere træningen for at komme i fuld form igen. Jeg arbejder heller ikke fuld tid endnu, for hvis jeg fx arbejder 6-7 timer, har jeg ikke nogen energi bagefter,” fortæller Claus, der arbejder som økonomikonsulent.
“Den helt store udfordring for mig nu er at finde balancen i forhold til mit arbejde. Men det er intet i forhold til, hvad jeg har vundet, for i bund og grund har jeg det godt,” siger han.

Diabetes er en hård opgave

Claus Brøndum skal tage medicin hver dag resten af sit liv, for at hans krop ikke skal afstøde de nye organer. Men selv om der er tale om 25 piller om dagen, er det alligevel et godt bytte, synes han.
“Det er vitterligt i småtingsafdelingen, når jeg tænker på, at jeg før operationen skulle tage insulin fire gange om dagen, og jeg målte mit blodsukker mindst fem gange på en dag. Alt det behøver jeg ikke tænke over længere, og det er fantastisk,” siger han.
“Jeg har været meget heldig med, at det hele er gået så godt, og at jeg overhovedet kunne blive transplanteret,” siger Claus.
“Det var en hård omgang at komme igennem, selv om jeg i dag ser tilbage på det og tænker ‘var det bare det?'” siger han.
41-årige Claus Brøndum har haft type 1-diabetes, siden han var et år gammel, så han har aldrig kendt til noget andet liv end det med diabetes. Siden operationen er det gået op for ham, hvor stor en opgave det er at have diabetes.
“Jeg har flere venner og familiemedlemmer, der fik diabetes i teenagealderen, og jeg kunne aldrig forstå, hvorfor de syntes, det var så svært og hårdt, for jeg var vant til, at det var bare sådan, det var. Men det kan jeg nu,” siger han.
“Det at have type 1-diabetes er en meget hård opgave. Meget hårdere end folk, der ikke har diabetes, kan forestille sig. Det kan jeg se i dag, hvor jeg ikke selv behøver tænke over det,” siger han.

Tekst: Andrea Bak
Foto: Privat

Fortæl din historie

Har du lyst til at fortælle din historie, eller har du en god idé til noget, du synes, vi skal skrive om, så send os en mail på dk.diabetes@roche.com. Vi glæder os til at høre fra dig!

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.

1 Comment

  1. Avatar
    Inger
    8. January 2016 at 23:21 — Reply

    Hej
    Jeg har med stor interesse /som diabetiker læst artiklen med Claus Brøndum og ville vel nok ønske det var mig der kunne få en ny bugspytkirtel.
    Jeg er 57 år og fik diabetes type 1som 25 årig , har 2 børn på 35 og 28 år. Udd sygeplejerske i 1986 og blev førtidspensioneret efter en arbejdsskade og efter 4 discusprolaps operationer blev jeg omskolet til kommuneassistent på 1/2 tid over 4 år og da ryggen ikke kunne holde til det måtte jeg lade mig førtidspensionere. Det var en sorgens dag for mig.
    Min søn er født 3 år efter jeg fik diabetes efter en fin graviditet
    Det gik godt med min diabetes, jeg blev udd sygeplejerske , accepterede og styrede min diabetes til ug , var slank og vejede hele mit voksenliv ( indtil 50 år) 55-57 kg
    Da jeg blev 42 år fik jeg en af medløberne til min diabetes .det var lavt stofskifte som blev behandlet med eltroxin uden problemer indtil 2009 hvor eltroxin blev ændret og det gav mange kedelige bivirkninger i form af led/muskelsmerter , nedsat hukommelse , forstoppelse , tør hud . Vægtøgning og udtynding af mit hår.
    Oveni dette fik jeg diabetisk neuropati og polyartrose .
    I perioden fra 2009-2013 tog jeg 20 kg på , jeg fik åreforkalkning i benene ( værst i højre ben) og fra jan/2013 og indtil februar/2015 blev jeg opereret og fik lavet bypass i højre ben ialt 4gange og alt hvad der kunne gå galt gik galt.
    Den kunstige åre der blev sat ind i benet gik der infektion i og hele benet blev inficeret og måtte opereres igen med et længere hospitalsophold til følge ( 6uger). Der kom forsnævringer i den af mine arterier der blev brugt ved den 3. Operation .
    Jeg blev så igen opereret i februar/2015 og fik lavet en ny bypass som heldigvis kom til at fungere godt, men i de næste 5 dage efter operationen var jeg tiltagende utilpas og på 5. Dagen kl 23.30 om aftenen vågnede jeg og kunne ikke få luft.
    Der kom pludselig flere læger og sygeplejersker på stuen og jeg kom på intensiv lige efter midnat. Jeg havde fået 2 blodpropper i hjertet og kom efter 2 døgn på enestue på hjerteafd, hvor jeg var tilkoblet hjertemonitor, lungedræn da der var 2 liter vædske i lungerne, vædskedrop mv. , selvom jeg er udd sygeplejerske var det en chokerende oplevelse , men værst for min familie( børn, samlever og søskende) der havde det endnu værre end jeg.
    Da lægerne havde fået mig stabiliseret ville de lave ballonudvidelse i hjertet men under proceduren blir jeg pludselig uklar m/ snøvlende tale, karakteristisk hoste og kunne ikke bevæge venstre arm og ben.
    Alt blev koblet fra og proceduren blev afbrudt da jeg skulle akut i MR scanning da lægerne mistænkte blodprop i hjernen!
    Der var 2 blodpropper i hjernen og jeg fik en del blodfortyndende medicin og mens jeg lå og ventede på MR scanningen kom der en læge og fortalte mig at han var i kontakt med Århus kommunehospital ( jeg var indlagt på Aalborg universitetshospital ) da Århus kunne give en speciel behandling der kunne opløse blodpropper effektivt. Lægen sagde til mig at hvis jeg skulle til Århus og have den behandling var der en stor risiko for at jeg ville få en hjerneblødning .
    Jeg kunne intet sige så chokeret var jeg og kom først til mig selv efter MR scanningen som jeg intet husker om og en sygeplejerske bad mig om at bevæge min venstre arm og ben og gudskelov kunne jeg bevæge dem lidt og det var nok til at lægerne afblæste behandlingen i Århus.
    Jeg blev flyttet tilbage til hjerteafdelingen og planen var nu at blodpropperne i hjertet skulle vente til weekenden over inden ny ballonudvidelse.
    Min samlever var hele tiden i kontakt med min datter som boede i Kbh . Min søn boede i Aalborg og kom dagligt forbi og efter blodpropperne i hjernen også kom min datter med et sent fly fra Kbh da hun også ville se sin mor i denne situation.
    Jeg fik lavet ballonudvidelse i hjertet med godt resultat med 4 stents og eftf kom jeg til træning hos fys da jeg havde føleforstyrrelser og balanceproblemer i venstre side af kroppen og også hjerterehabilitering ( hvor der trænes m/ hjertesygepl.) mv.
    Ligeledes startede jeg i et forløb med kognitiv rehabilitering hvor det tilstræbes at genvinde tabte funktioner som nedsat hukommelse, mental træthed osv.
    Hjerterehabiliteringen tar 8 uger ( fra april- juni) fys træningen stoppede efter 1/2 år da der ikke kunne gøres mere ved mine balance og føleforstyrrelser , men kognitiv rehabilitering som jeg startede på i maj/2015 går jeg stadig hos 2 gange om ugen a’3,5 timer.
    Jeg er blevet fulgt tæt af hjerteambulatoriet siden jeg kom hjem fra Aalborg sygehus d.5.3.2015 og i efteråret faldt mit blodtryk meget.
    Det gik ikke at øge hjertemedicinen for blodtrykket måtte ikke stige for pludseligt .
    Efter en cykeltest på hjerteambulatoriet i dec/2015 blev jeg sendt til scanning/ undersøgelse af mit hjerte igen og der kunne lægerne se at der var mulighed for at åbne op for min højre kranspulsåre som var tilkalket og derfor kom der ikke blod nok til hjertet og det gir hjertesmerter( angina pectoris) og jeg blev meget let forpustet og havde ikke luft nok.
    Jeg blev så indlagt d.5.1.2016 og det lykkedes lægerne at åbne højre kranspulsåre og sætte 4 stents i den.
    Jeg kom hjem i torsdags d.6.1/2016 og havde det efter omstændighederne godt, hjertesmerter fordi lægerne havde ” rodet” i mit hjerte i 2,5 time og ømme hævede håndled da de var gået ind der.
    Jeg er meget taknemmelig for at lægerne er så dygtige i dag.
    Nu vil hjertelægerne have at endokrinologerne skal indgå i et samarbejde med dem om at jeg skal have hjælp til at tabe mig ca 15 kg da det vil belaste mit hjerte mindre.
    Det skal lige anføres at jeg har haft store problemer med mit stofskifte og har skiftet medicin 4 gange på 2 år( syntetisk medicin) og det har været helt umuligt nu i 3,5 år at tabe bare 1 kg fordi stofskiftet ikke er velbehandlet. Så mit håb er at jeg kan få lov at få naturlige stofskiftehormoner som vil kunne gøre det nemmere for mig at tabe de forhadte kilo.
    Jeg er ikke overvægtig at se til da det hele sidder på mave, hofter og lår men det er irriterende når jeg lever som diabetikere skal leve men har været tvungent inaktiv Pgr af ovenstående.
    Jeg har en lidelse mere som medløber til min diabetes og det er polyartrose ( gigt i mange led( alle de store led).
    Min nyrefunktion er påvirket og jeg taber proteiner gennem nyrerne men ikke mærkbart men mine blodprøver viser nedsat funktion så inden det kommer så vidt at jeg skal risikere at komme i dialyse ville jeg give meget for at kunne blive helbredt for min diabetes for hvor er det hårdt altid at skulle tage så mange hensyn og have begrænsninger også.
    Men hvor glæder det mig at læse historien om Claus Brøndum .
    Dette var min historie. Jeg ønsker og håber da at kunne leve mindst 15 år mere og opleve mit barnebarn (Silja 11,5 år) blive konfirmeret få uddannelse mv. Men jeg lever med angsten om at jeg måske ikke kommer til at opleve det og det er hårdt og kræver psykologhjælp som jeg heldigvis får.

    Mvh Inger

Leave a reply

Your email address will not be published.