Læsernes historier

Sorg og diabetes: Det var et chok for kroppen at miste bedstefar (del 1)

Udgivet for første gang: 30.06.22
Marte Haaje Jacobsen
Skrevet af: Marte Haaje Jacobsen

Født i 1991 og fik type 1-diabetes i 1996. Jeg har erfaret, hvor svært det er at være kronisk syg og samtidig være den typiske "flinke pige" med et travlt program. Uddannet jurist og elsker at rejse.

Hvordan håndterer man egentlig en så stor belastning og den psykiske stress, det er at miste en af sine nærmeste, når man har en kronisk sygdom som diabetes? Lad mig fortælle min historie.

Dette er min historie om sorg og om, hvor altopslugende den kan være. Jeg har længe gruet for at skrive om dette, men da jeg så, at nogle læsere havde givet udtryk for, at de ønskede artikler om diabetes og sorg, tog jeg det som et tegn på, at jeg burde skrive om det. Det kan være godt at skrive om det svære, og det kan være godt at hjælpe andre i samme situation.

Diabetes Type 2 nyhedsbrev

LÆS OGSÅ: Førstegangsgravid med diabetes

Livet ville aldrig blive det samme igen

Det er et år siden, at livet blev vendt på hovedet, og jeg indså, at det aldrig ville blive det samme igen. Et år siden, at jeg forstod, hvilken vej det gik, og at der ikke var mere at gøre. Der var ingen medicin, operation eller andre former for behandling, der kunne kurere sygdommen. Der var kun lindrende behandling tilbage. Livet måtte gå sin gang, som man siger. Aldrig har ord føltes så brutale, som da der blev sagt: “Der er desværre ikke noget, vi kan gøre.” 

Vores lille familie ville blive endnu mindre, og det ville gå hurtigt, men ingen vidste hvor hurtigt. At der kun skulle gå 43 dage, fra vi fik endelig besked, og indtil han forlod os, havde jeg aldrig forestillet mig. Det var så uvirkeligt og gjorde så ondt.

Men det blev værre end frygtet. Der gik 43 dage, fra diagnosen blev stillet, og indtil et helt liv ebbede ud – og bedstefar blot var et kært minde. Midt under pandemien og nedlukningen i vinteren 2021 sørgede vores familie over et stort tab. Men der var grænser for, hvor meget vi kunne sørge sammen. Det gjorde det om muligt endnu værre.

LÆS OGSÅ: Reaktioner efter kraftige insulinfølinger

Min lille familie

Jeg er vokset op i en lille familie. Der var kun mig og min storebror, mine forældre og mine bedsteforældre. Vi har derfor været meget tætte, og i barndommen boede jeg og min storebror hos min bedstemor og bedstefar i de perioder, hvor vores forældre arbejdede meget. Det bånd, jeg havde til min bedstefar, var meget stærkt og tæt hele livet, og jeg håndterede hans død dårligt – både fysisk og psykisk. 

Det hele startede med en kraftig hjerteinfarkt i september 2020 med efterfølgende indlæggelser og operation. Kroppen kom sig aldrig ordentligt efter dette. En lørdag i begyndelsen af november ringede bedstemor fortvivlet og sagde: “Bedstefar er dårlig. Jeg tror, at I bør tage derhen.”

På sygehuset fandt de ud af, at han havde leversvigt, nyresvigt, blodpropper flere steder i kroppen og kræft i leveren. Han havde haft men efter opløsningsmidler i over 40 år, og sygdommen kan desværre ødelægge både lever og nyrer. Han havde været udsat for kemikalier i store dele af sit arbejdsliv og blev handicappet, inden han var fyldt 50 år. Derudover havde han type 1-diabetes og et par andre følgesygdomme. Vi vidste derfor, at han ikke ville blive gammel, men at han ville dø på sin 75-års fødselsdag, var vi ikke forberedt på. Vi var heller ikke forberedt på, hvordan vi skulle håndtere hans bortgang.

Sorg og diabetes kan være svært. Det vil jeg fortælle mere om i næste indlæg.

LÆS OGSÅ: Ikke ualmindeligt at opleve stigmatisering på grund af diabetes

Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.