Sådan løber jeg 10 km med diabetes
Udgivet for første gang: 08.08.24Da jeg tilmeldte mig et løb på denne distance, havde jeg aldrig løbet 10 km før. Jeg prøvede mig frem og fandt til sidst opskriften, som fungerer for både mig og mit blodsukker – næsten hver gang. Her er mine tips til, hvordan man løber 10 km med diabetes.
De seneste 10-15 år har jeg primært dyrket styrketræning, med lidt løb ind i mellem. Jeg har aldrig været særlig løbeglad, og det har været en ekstra udfordring at skulle tilpasse blodsukker og insulin til denne træningsform. Under coronaepidemien, hvor træningscentrene var lukkede i en længere periode, blev løbeturene udendørs i den friske luft et af ugens højdepunkter for mig.
Det, at min mand og jeg løb sammen, hjalp også på motivationen. Han havde et pulsur, løb meget og kunne derfor give mig en masse tips og gode råd. Vi løb som regel omkring 5 km. Jeg syntes, at det var meget passende. Både hvad angik løbeturen, men også blodsukkeret.
LÆS OGSÅ: Hvordan får man sat struktur på motionen?
Jeg tilmeldte mig et løb på 10 km
Da træningscentrene efter en tid åbnede igen, og jeg endnu en gang blev gravid, blev løbetræningen sat på pause igen indtil sidste sommer. Da min mand og jeg besluttede at ændre vores livsstil, fik jeg lyst til at prøve at løbe igen. Da jeg tog den første løbetur, egentlig blot for at teste formen, blev jeg positivt overrasket. Det var nemmere, end jeg huskede det. Det er der nok to grunde til; Jeg har gået utallige ture med barnevognen, og jeg har tabt nogle kilo, siden jeg løb sidst.
Det gav mig blod på tanden, at det føltes så dejligt at løbe. Pludselig havde min mand og jeg meldt os til et lokalt løb, med en distance på 10 km. Og jeg havde aldrig prøvet at løbe 10 km!
Mine tips til en vellykket løbetur med diabetes
Det indebar, at jeg var nødt til at løbe nogle ture på 10 km. Jeg syntes, det var lidt skræmmende. Hvordan skulle jeg klare det med blodsukkeret? Jeg prøvede mig frem og fandt til sidst opskriften, som fungerer næsten hver gang. For at løbeturen skal være vellykket for mig, med henblik på blodsukkeret, gør jeg følgende;
- Prøver at lægge løbeturen om morgenen efter morgenmaden.
- Indtager ca. 50-60 gram kulhydrater og tager ikke insulin. Det afhænger selvfølgelig af udgangspunktet, men hvis blodsukkeret er under 10, tager jeg ikke insulin.
- Jeg medbringer saft, en müslibar og noget druesukker i tilfælde af symptomer.
- Jeg måler mit blodsukker undervejs og har min insulinpumpe med, i tilfælde af jeg får brug for den.
- Jeg tager min telefon med, og giver altid besked til nogen om, hvor jeg løber henne.
Jeg har løbet meget siden sidste sommer, den længste løbetur var på 13 km. Hvis det er længere end 10 km, tror jeg, at jeg er nødt til at drikke eller spise noget undervejs for at kunne holde blodsukkeret oppe. I øjeblikket føles det passende at løbe 10 km (eller kortere), og jeg har fundet opskriften, der fungerer rigtig godt for mig.
LÆS OGSÅ: Sådan kan også du blive glad for fysisk aktivitet
Indholdet på denne hjemmeside er skrevet af og til et nordisk publikum, og kan derfor indeholde kilder, detaljer og information, der tager udgangspunkt i et andet land eller region end dit eget.